Hvorfor går et billede mig sådan på? Jeg vidste jo godt, du ikke lå og græd over mig, jeg er jo ikke dum - lever i benægtelse, muligvis, men dum, nej.
Det var jo BARE et billede. Og hvad så, hvis du er kommet videre? Eller... Du ER kommet videre. Og det er jeg jo sådan set også. For det meste. Så længe jeg ikke drømmer om dig, eller ser billeder af dig, eller kommer til at kigge på det billede, jeg har på min computer, hvor vi står og kysser i min mors køkken - så har jeg det fint. Honest to God.
Men så snart, jeg finder et eller andet, der minder mig om dig - om det så bare er en tom pakke rød Prince, der ligger på jorden, så bliver jeg pisse ked af det og vred. Og jeg ved godt, at alle siger, at det er godt nok, at vi ikke er sammen, for det ville jeg ikke kunne klare, og det ville jeg måske heller ikke - men man styrer ikke selv sine følelser - jeg gør i hvert fald ikke. Så meget kontrol ejer jeg alligevel ikke.
Jeg ved jo også godt, at jeg er fucking ynkelig, når en tom pakke smøger kan gøre mig ked af det - jeg ved det godt. Men bare det der med, at der aldrig var et rigtigt farvel.. Det sidste, jeg hørte fra dig var, at du havde følelser for mig, men havde meget om ørerne - fair enough - men så havde jeg nok bare, i min egen lille, naive bobl, forventet, at du ville komme tilbage på et eller andet tidspunkt, som jeg allerede har nævnt alt for mange gange herinde. Men... nu er der, snart, gået to år.
Jeg vil bare gerne have min baby tilbage. På den ene eller den anden måde. Men igen, jeg ved ikke, om jeg kan være venner med dig, og skulle høre om alle de tøser, der sværmer om dig - for DET gør de, og det kan jeg satme godt forstå. Men.. for helvede. Jeg hader det.
I said I'd never let you go, and I never did.
I said I'd never let you fall and I always meant it.
If you didn't have this chance then I never did.
You'll always find me right there, again.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar