Blandede tanker.

Jeg ved ikke helt, hvordan det er meningen, jeg skal have det i dag. 

Jeg var okay, indtil jeg kom i tanke om datoen, og at jeg ikke skal se ham i dag. Hvorfor går det mig sådan på? Jeg er for helvede 20 år gammel, jeg burde kunne klare mig uden ham. Måske er det fordi, jeg ved, han er sammen med dem - og jeg er glad på deres vegne, men jeg føler mig så fandens udenfor. Igen. Den der følelse af, at man aldrig helt er god nok til ham... Jeg hader det. Og den har fulgt mig i 18 år nu. 
For jeg ved jo godt, jeg kan klare mig uden at se ham i dag. Det kan jeg jo sagtens, det er ikke det. Det er, et eller andet sted, jo bare en dag som alle andre. Jeg vil bare gerne... jeg ved det ikke. Have et kram, måske?

Og så ved jeg fandeme ikke, hvad der sker med mit hoved - hvorfor giver alle sangene mening igen? Hvorfor betyder du så meget for mig, bare du skriver hej? Hvorfor er du så vigtig, og hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad? Hvorfor har jeg dette... behov for at have dig så tæt på, som overhovedet muligt, når jeg egentlig aldrig har haft det? Kan du ikke bare, for helvede, sige det igen, og så bevise, for en gangs skyld, at du mener det? 
Du bor langt væk, det hele er kompliceret, I fucking get it, men det er bare... åååååårh. Jeg hader at være sårbar. 

Og så til noget helt andet - hold kæft, jeg er blevet en bitch, siden jeg er kommet på nyt medicin og har fået ny psykiater. For pludselig er der en, udover min mor og Mikkel, der fortæller mig, at jeg egentlig er god nok, som jeg er, og jeg ikke behøver lade som om, jeg er den flinke Michelle hele tiden. Så pludselig siger jeg fra, beder folk holde sig væk, er endnu mere sarkastisk og "hurtig på aftrækkeren", mens jeg siger min mening - og jeg VED jo godt, at det ikke gør mig til en bitch, men det er noget MEGET nyt, når man har gjort, næsten, alt for at please folk hele sit liv. 

Hvor jeg vil hen med alt det her? Jeg ANER det ikke.....