Michelle Nørgaard

Kender I det med, at usikkerheden tager over? Fordi han ikke svarer, eller hun ikke skriver, eller... Det hele bare bliver for meget? 

Og at man bare har lyst til at grave sig ned i et hul med dyner, fordi man ikke ved, hvad man skal stille op, og den eneste måde at få det ud på, er igennem sin blog, fordi andre ikke helt forstår det, lige meget hvor meget de prøver? 

Og at man bare har brug for bekræftelse - konstant? Måske fordi, ens far forlod en (sorry for my emo-flip), eller fordi, man har så mange dårlige forhold i lasten, eller fordi man er syg og ingen selvværd har, og derfor føler sig endnu mere fucking ynkelig. 

Og måske fordi, at der bare sker så meget i ens liv, men samtidig INTET før oktober. Og måske fordi, og dette tror jeg mest på, at man har blandet øl med sin medicin, hvilket man slet ikke burde, men man ikke kunne lade være, for det var allerede ved at tage over. 

Og alle siger til en, at man ikke skal over tænke, eller tolke noget, der slet ikke er der, eller at man skal være ligeglad, eller at man skal det, og man skal det, og at man jo er en "dejlig person", men intet fucking hjælper, man vil bare have det der kram, og høre, at man er elsket - fra DEN person, for man ved jo godt, at andre elsker en.

Og så bliver man helt i tvivl om, man overhovedet burde skrive det her, men hvordan FANDEN skulle man ellers få det ud? Og at man bare har lyst til at tude, men samtidig er man sådan "Så slap dog af, tøs", men man kan slet ikke styre det, og det går op for en, at alt dette er noget rod, så måske burde man slet ikke poste det. 

Så man sidder i torden vejret og ryger for mange smøger, mens det hele bare bliver værre, og man bare... har lyst til at gemme sig for verden, i hans arme, mens man bare... ja, jeg ved det helt ærligt ikke. 

For helvede.