Michelle Nørgaard

Så er det den 15.10. igen. Ligesom det er hvert. eneste. fucking. år.

Og jeg hader denne dag præcis lige så meget, som jeg gjorde for 5 år siden. Jeg har stadig ikke vænnet mig til, at jeg ikke skal bruge den med dig. Lidt ligesom den 23.12.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op. Jeg skal snart hen på kirkegården, så jeg burde blive færdig, få make-up på og sat hår, så jeg kan være så "smuk", som farmor sagde, jeg var sidst, jeg så hende. Jeg ved ikke, hvorfor det er så vigtigt med det skide hår, og det skide make-up. Måske er det fordi, jeg ikke vil have, du skal se mig sådan her. 

Så hvis jeg sætter håret op og putter mascara på, så kan jeg bilde mig selv ind, at du sidder oppe på din sky, smiler, og tænker "Dér er min lille pige!". Jeg ved, det er ønsketænkning - jeg ved godt, at du ikke sidder på en sky, og jeg ved godt, at du er væk. Så psykotisk er jeg alligevel ikke, at jeg rent faktisk tror på, at du kan se mig. 

Men jeg ville inderligt ønske, at du rent faktisk KUNNE se mig, så sidste gang, du så mig, ikke skulle være, da jeg havde det så skidt, som jeg havde. 

Jeg er stadig ikke cool med, at du ikke er her længere, og jeg tror helt ærligt aldrig, at jeg bliver det. Der er ikke én dag, hvor jeg ikke savner dig, hvor jeg ikke har noget at fortælle dig, og hvor jeg ikke ville ønske, jeg kunne få et kram fra dig. 

Men det bliver lettere. Det er lettere nu, end det var for 5 år siden. Jeg er LIDT mere cool med det. 

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det, du skulle have været med til, selvom du var 72 år ældre end mig. Du skulle have givet mig den fucking studenterhue på, du skulle have fulgt mig op af kirkegulvet, du skulle have.. du skulle have været her. 

Men det er du ikke. Og jeg bebrejder dig ikke længere. Jeg håber bare, inderligt, fra det nederste af mine tæer, til det øverste hårstrå, at du har det bedre nu.

Som jeg siger hvert år, så tillykke med fødselsdagen, farfar. Jeg elsker og savner dig.