Jeg er forvirret.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, for jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg havde håbet på, men forventet? Ingen ide.

Jeg ved heller ikke, om jeg håber på, at du skriver igen, eller om jeg håber, at du ikke gør - for det første kan ikke ende godt, men... alligevel - jeg har ikke hørt fra dig i 4 år, jeg ønsker ikke, det skal slutte allerede. Hvorfor er jeg dog så selvdestruktiv?? Haha.

Så... nu kører Wherever You Are på repeat igen, og jeg forsøger at være okay. Eller... jeg ER okay. Nogenlunde. I guess.. Nævnte jeg, at jeg er forvirret?

Og... HVIS du skriver igen, hvad skal jeg så sige? Skal jeg lade som om, at de sidste 4 år er glemt, og at jeg bare tilgiver dig totalt? For det gør jeg ikke - ikke allerede. Måske engang. 

Eller skal jeg være den bitch, jeg har "ønsket" at være overfor dig, mange gange, i løbet af de førnævnte 4 år? 

Eller.. skal jeg bare være mig? For jeg var jo ikke nok sidst - så hvorfor skulle jeg være det nu?

Og jeg kan jo heller ikke lyve for dig, og sige, at jeg er HELT TOTALT MEGET ovre dig - du ville også se lige igennem det, du kender mig for godt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Vente og se, I guess - det er jeg jo åh så god til, right??

 

“So you see, sometimes you offer people choices hoping that they’ll choose you. Sometimes you offer them choices knowing that they never will.”

 

Are there windows in Heaven?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, på den køretur, der virkede meget lang.

Måske havde jeg forventet, at jeg, i løbet af en time, ville være okay igen. Det var jo bare en hund, ikke??

Men så simpelt er det ikke. 

Det var jo, for fanden satan i helvede, ikke bare en hund. 

Det var hende, jeg har fundet tryghed i, de sidste 23 måneder, stort set siden, min eks og jeg gik fra hinanden. 
Det var hende, der altid er kommet til mig, når hun kunne mærke, at alt ikke var okay.
Det var hende, der fik min paranoia til at være til at bære. 
Det var hende, der gav mig sådan en livsglæde, og det var hende, jeg havde regnet med, jeg skulle have i mange år endnu.

Men sådan blev det ikke.

Jeg har i dag sagt farvel til min bedste ven - en sejlivet gammel dame på 9 år, som absolut ikke ville sove.

Og det gør ondt. Hele vejen ind i maven. Og jeg har lyst til at skrige. 

Jeg føler mig så alene - så tom. Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Men det finder jeg ud af. På et eller andet tidspunkt, når dette er kommet på afstand. 

Men i aften vil jeg give mig selv tilladelse til noget, jeg ikke har givet mig selv tilladelse til i meget lang tid - jeg vil sørge. Jeg vil græde, jeg vil skrige ind i min pude, og jeg vil hulke. For det er okay - min lille skat er lige død.

Sov sødt, min pige - jeg vil elske og savne dig resten af mit 
liv.  

Jeg ved ikke, hvorfor det pludseligt slog mig. Hvorfor jeg mangler dig, nu, af alle tidspunkter.

Hvorfor jeg sidder og hører de sange, der altid mindede mig om dig, dengang for over et år siden.
Eller den sang, du sendte til mig. 

Og jeg ved vitterligt ikke hvorfor, jeg sidder med tårer i øjnene. 

Måske er det fordi, du var den første efter ham, jeg følte sådan for. Jeg mener stadig, at jeg kun har følt sådan for 3, muligvis 4, mennesker, igennem "hele" mit liv. Og du var så den sidste i rækken. 

Måske er det også fordi, at jeg er dødsens rædselslagen for, at jeg aldrig kommer til at føle sådan igen, selvom det kun er et år og 3 måneder siden, det ligesom sluttede. 

Måske er det også fordi, at jeg ikke VIL føle sådan igen, for det gør sgu da fucking ondt - især lige nu.

Måske er det ISÆR fordi, at jeg ikke tror på, du nogensinde har holdt af mig - for jeg nægter at tro på, at man kan behandle mennesker, man "elsker" på denne måde. Men det gør det ikke lettere - om noget, gør det det kun sværere.

Jeg ville bare, helt ærligt, ønske, at du var her. Selvom du aldrig har været her. Giver noget af det her mening? Nå, ikke... ærgerligt.

Jeg burde nok bare gå i seng.