Måske havde jeg forventet, at jeg, i løbet af en time, ville være okay igen. Det var jo bare en hund, ikke??
Men så simpelt er det ikke.
Det var jo, for fanden satan i helvede, ikke bare en hund.
Det var hende, jeg har fundet tryghed i, de sidste 23 måneder, stort set siden, min eks og jeg gik fra hinanden.
Det var hende, der altid er kommet til mig, når hun kunne mærke, at alt ikke var okay.
Det var hende, der fik min paranoia til at være til at bære.
Det var hende, der gav mig sådan en livsglæde, og det var hende, jeg havde regnet med, jeg skulle have i mange år endnu.
Men sådan blev det ikke.
Jeg har i dag sagt farvel til min bedste ven - en sejlivet gammel dame på 9 år, som absolut ikke ville sove.
Og det gør ondt. Hele vejen ind i maven. Og jeg har lyst til at skrige.
Jeg føler mig så alene - så tom. Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Men det finder jeg ud af. På et eller andet tidspunkt, når dette er kommet på afstand.
Men i aften vil jeg give mig selv tilladelse til noget, jeg ikke har givet mig selv tilladelse til i meget lang tid - jeg vil sørge. Jeg vil græde, jeg vil skrige ind i min pude, og jeg vil hulke. For det er okay - min lille skat er lige død.
Sov sødt, min pige - jeg vil elske og savne dig resten af mit
liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar