Jeg nægter at forsvare mig selv.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har sat mig 100% ind i det her, men jeg er vred alligevel - er det ignorance? Det er det nok. Men nu skal det ud.

Jeg bliver lidt træt i hovedet, når en eller anden idiot (læs: Peter Gøtzsche) kommer frem og siger, at vi jo bare er "kede af det".

Jeg bliver træt i hovedet, når jeg føler, at jeg skal forsvare valg, jeg har skulle tage dagligt, siden jeg var 14 år gammel.

Jeg bliver træt i hovedet, når folk siger, at medicinen jo ikke hjælper, og at det er medicinalindustrien, der bare vil tjene penge - granted, det vil de også. Selvfølgelig vil de det. Men så generelt kan det bare ikke siges.

Jeg mener selvfølgelig heller ikke, at alle skal have medicin - men jeg mener bestemt, at hvis det bliver anbefalet, man er med på det, man mærker forskel, og bivirkningerne ikke er for store, så synes jeg, man skal - hvis forskellen er af den rigtige slags, selvfølgelig.

Jeg nægter at generalisere, så nu gør jeg det lige MEGET klart, at jeg taler fra mit eget synspunkt - JEG har brug for medicinen. 
Jeg kan godt huske mit liv inden, og det var ikke et liv. 

Men har jeg så haft et "ordentligt" liv, i de, snart 7 år, jeg har fået medicin? Bestemt ikke. Jeg har haft starten på et ordentligt liv det sidste år - men Rom blev altså heller ikke bygget på én dag, og det er noget, man må tage med.

Men jeg kan sige nu, og det er 100% takket være medicinen, at jeg er tæt på paranoia-fri - noget, jeg ikke kan huske, jeg har været i rigtig mange år. 
Jeg kan sige, at min angst er på et niveau, hvor jeg kan leve med den, og arbejde med den - vi er ikke venner, og det bliver vi aldrig, men jeg kan holde det ud - igen, takket være medicin (og benhårdt arbejde fra min side, må jeg lige sige - credit til dig, Sjelle). 

Har jeg så ikke oplevet bivirkninger? Selvfølgelig har jeg det - vægtøgning på 42 kg, så behøver jeg vist ikke sige mere. Men det var næsten lige meget - for det handlede ikke om, at se godt ud - det handlede om at overleve.

Men det handler sørme også om, at blive diagnosticeret rigtigt, af kompetente mennesker, der ikke mener, at man har ADD, når det er noget så tydeligt, at det har man ikke, og derefter propper en på Strattera, der kun gør angsten værre - om jeg er bitter? Nej da. Det har jeg aldrig været (sarkasme kan forekomme).  

Jeg sidder heller ikke og påstår, at man ikke kan dø af medicinen - selvfølgelig kan man det. En af bivirkningerne ved Abilify, min lifesaver, er, at man kan få kræft. Kræft. Er det lige den mærkeligste bivirkning i verden, eller er det bare mig?

Men man kan godt føle sig lidt som en fiasko, når der er så mange, der mener, at man bare skal kunne klare sig uden medicinen, og man udmærket godt selv ved, at det kan man ikke. Så må man bare holde fast i, at man for helvede ikke er en fiasko - og da slet ikke pga. det.

Og nej, min autisme kan heller ikke kureres af, at jeg ikke spiser hvidt brød, går til clairvoyant, spiser 30 forskellige slags naturmedicin eller drikker klorin.  

Jeg ved egentlig slet ikke, hvor jeg vil hen med det her - det hele bliver lige lidt ekstra rodet, når jeg er vred og fortvivlet.