Jeg er ikke godt til at savne folk - især dig. Hvilket er ironisk, når jeg har savnet dig i fire år.
Jeg er ikke god til, at jeg ikke kan finde en ny, der kan "erstatte" dig, hvor forfærdeligt det end lyder.
Don't get me wrong, som jeg har sagt før, så har der været et par stykker, der kom tæt på, men... Jeg bliver altid mindet om, at de jo for fanden ikke er dig.
Og det er skam ikke fordi, jeg ikke leder - men måske leder jeg for meget. Jeg ved det sgu ikke.
Og så er der jo altid de der idioter, der siger "Kom dog for helvede videre", og jeg bliver så gal. Virkelig arrig, for det er jo ikke så simpelt - hvis det havde været det, så havde jeg jo gjort det for længst.
Men, hvis jeg skal finde noget godt i det her, så handler det jo ikke længere om, at jeg ikke kan leve uden dig - det kan jeg sagtens.
Jeg har, på mange måder, kun fået det bedre de sidste 4 år. Men alligevel er det som om, at der er noget, der mangler - eller, ikke noget, men nogen.
Jeg er i det mindste heller ikke vred på dig mere. Jeg er bare.... ked af det, tror jeg, beskriver det bedst. Og det er virkelig heller ikke fedt, haha.
Men alligevel kan jeg ikke få mig til at fortryde ét sekund af den tid, jeg brugte sammen med dig - for du viste mig, hvad kærlighed virkelig er.
Du viste mig, at jeg var vigtig, og at jeg var helt ok, som jeg var. Du viste mig, at kærligheden KAN være all-consuming, og at den faktisk kan være bedre end i bøgerne.
Og måske er det det, der pisser mig mest af - at der ikke er andre, der har fået mig til at føle sådan igen. Det forsvandt ligesom sammen med dig.
Men det skal nok gå. It'll be fine. Jeg skal bare lige igennem sorgen, igen. Det har jeg jo snart øvelse i, haha.
”And
I know things ended badly but I’d do it all again.
”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar