Så naiv, at jeg tror på det, når folk siger de "rigtige" ting - jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor jeg udsætter mig selv for det, gang på gang.
Måske er det fordi, jeg SÅ gerne vil tro på det - for de kan vel ikke ALLE have løjet? Så dårligt et menneske er jeg vel ikke, at jeg fortjener det.
Men, så igen, det her fortjener jeg heller ikke.
Jeg fortjener én, der fucking ved, hvad han vil. Der rent faktisk holder de ting, han lover. En, der ikke bare lover guld og grønne skove, for så at forsvinde i et godt stykke tid, for derefter at komme tilbage og forvente endnu en chance - granted, det sidste er nok min egen skyld, da jeg er alt for "god" til at give ekstra chancer.
Jeg fortjener én, der ser på mig, hver eneste dag, som om, at han har vundet 300 mio. i Euro Jackpot - det fortjener vi alle. Måske skal vi bare minde os selv om det engang i mellem, især i situationer som denne.
Men... så er der bare også det faktum, at jeg ikke har følt sådan, for en "anden", i meget meget lang tid - ikke siden, han sidst var i mit liv, faktisk.
Jeg nåede lige at smage på lykken. Det gjorde jeg virkelig. Jeg tror, det var definitionen på lykke, at høre hans stemme igen, og næsten kunne se en fremtid, der involverede ham, ude i horisonten.
Men så sidder jeg her, 3 dage senere, og har grædt alt for meget, sovet alt for lidt, og lavet alt for lidt. Det skal jo nok gå - det ved jeg jo godt. Jeg har klaret det her før, jeg kan gøre det igen.
Men et livstegn ville nu være rart.
"I love you to the moon and back
.. but I'd go further if you asked."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar