Endnu en blandet affære.

Jeg er ikke så god til de her dage. Har aldrig været det, og bliver det nok aldrig.

Jeg er ikke god til, at jeg ikke føler, folk lytter til mig. Slet ikke professionelle. 

Jeg er ikke god til at græde. 
Jeg er stadig ved at lære, at det er okay - at man ikke nødvendigvis er svag, fordi man bryder sammen, men at det faktisk kan være en del af ens styrke, at man overhovedet kan.

Jeg er stadig ved at lære, at alle mine følelser er okay - at ingen skal komme og sige, at jeg ikke føler sådan, eller at jeg ikke burde føle sådan. De kan selvfølgelig sige, at det er totalt anderledes fra det, de føler, men de kan ikke sige, at det ikke er legalt, at føle, som jeg gør.

Men jeg må ærligt indrømme, at jeg er en smule træt.

En smule træt af, at skulle vrænge min sjæl, og mine følelser, ud, og at der så ikke bliver gjort noget ved det. At der ikke bliver taget hånd om det, men at man bare får at vide, at "vi kan ikke gøre mere".

Jeg er træt af, at være hende den syge - hende, der skal have hjælp til de mest basale ting, og ikke kan ret meget alene.
Jeg er træt af, at jeg skal være en hindring - for det føler jeg, på disse dage, at jeg er. En hindring for mine forældre, for mine venner, for... for mig selv. 

For selvom jeg godt ved, når jeg har mine fornuftige øjeblikke, at jeg ikke selv kan gøre for det her, at jeg ikke selv på nogen.fucking.måde har valgt det, så føler jeg stadig, ind imellem, at jeg er en hindring.  

Men det, der piner mig allermest, er nok, at jeg ikke kan være den storesøster, jeg gerne vil være - at min sygdom kommer i vejen for, at gøre ting med mine søskende, som jeg ved, ville gøre dem glade.

Men - jeg ved jo også godt, at jeg nok skal komme ud på den anden side igen. At jeg nok skal komme ovenpå, og at jeg nok skal blive glad igen. Ville bare ønske, at det havde været i går, haha. 

Og jeg er så glad for, at jeg har dem omkring mig, som jeg har - mine forældre, mine søskende, mine fantastiske venner, som egentlig mere er familie nu, og mine lærere. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op uden jer. 

Så.. fra det inderste af min sjæl, tusind tak for, at I holder fast i mig - selvom jeg kan være lidt af en pestilens ind imellem.