Tomhed og alligevel for mange tanker.

Jeg synes, tomhed er noget spøjst noget.

At man kan sidde, bare sidde, ikke rigtigt have en fungerende hjerne (ikke at min fungerer særlig tit, men hey), ikke rigtigt... Føle noget.
^ okay, der overdrev jeg - jeg føler alting alt for dybt, så selvfølgelig føler jeg også noget lige nu.

Jeg synes bare, det er underligt - underligt, at man kan gå fra at være "on top of the world", til at føle sig tom, i løbet af en times tid. Til bare at sidde og stirre, og lade musikke løbe ind af det ene øre og ud af det andet, uden egentlig at høre, hvad der bliver sunget om.

Jeg hader, at denne følelse, relativt, tit sniger sig ind på mig, og at jeg ikke kan gøre noget ved det - udover at gå i seng, that is, men det er virkelig for meget arbejde lige nu (emotøzz.com).

Jeg tror, hvis jeg tænker hårdt nok, at der et eller andet, jeg frygter, der skal ende, sådan... snart. 
Men det sjove er, at uanset, om noget ender eller ej, så ved jeg jo, at jeg nok skal klare mig. Så... hvad fuck er det egentligt, jeg frygter?

Måske er det bare tanken om, at ting kan lakke mod enden på et hvert tidspunkt, der freaker mig ud. Jeg har aldrig brudt mig om, at der er (mange) ting, jeg ikke kan kontrollere, og jeg er ikke blevet mere glad for det, selvom jeg er blevet "voksen og følsom", som min mor ville sige. 

I don't even know what's going on inside my mind.... 

Closure.

Jeg synes, det er lidt komisk... Lidt komisk, at man kan begynde at hyle som en stukket gris, bare fordi, man finder ud af, at man måske ikke er komplet worthless, og at man faktisk har betydet noget for en, der betød rigtig meget for en selv. 

Jeg har sgu, hvis jeg skal være helt ærlig, aldrig rigtigt troet på det der "lad os snakke ud"-koncept, men det gør jeg fandeme nu. Det en rar følelse, at der ikke rigtigt er følelser i klemme mere. 

Jeg synes også, det er lidt utroligt, at en person, selv efter SÅ mange år uden kontakt, kan kende en så godt. 
Jeg tror ikke, jeg som sådan har været vred på ham, i hvert fald det sidste års tid, men det er alligevel rart, på en eller anden mærkelig, ubeskrivelig måde, at vi bare er... cool nu, I guess??

Det er rart, at man stadig kan sige, stort set, alt til den person, man i lang tid troede, man skulle bruge resten af sit liv med - selvom det ikke blev sådan, og at det ikke udløser "hard feelings" længere. 

Det er sgu rart, at man pludselig, efter mange års smerte, kan sige "Okay. Du er tilgivet, og JEG er tilgivet. Let's move on from here" - det synes jeg ikke rigtigt, man kan sætte en pris på. 

Og helt ærligt - vi var sgu næsten børn dengang. Jeg var 17, psykotisk, angst og umulig. Han var 18, bøvlet og flabet. Ikke ligefrem et match made in heaven, haha. Men hey - water under the bridge, let's fucking move on.

"I forgive you, 

We were just a couple of kids,

Trying to figure out how to live, doing it our way

- No shame, no blame."