Closure.

Jeg synes, det er lidt komisk... Lidt komisk, at man kan begynde at hyle som en stukket gris, bare fordi, man finder ud af, at man måske ikke er komplet worthless, og at man faktisk har betydet noget for en, der betød rigtig meget for en selv. 

Jeg har sgu, hvis jeg skal være helt ærlig, aldrig rigtigt troet på det der "lad os snakke ud"-koncept, men det gør jeg fandeme nu. Det en rar følelse, at der ikke rigtigt er følelser i klemme mere. 

Jeg synes også, det er lidt utroligt, at en person, selv efter SÅ mange år uden kontakt, kan kende en så godt. 
Jeg tror ikke, jeg som sådan har været vred på ham, i hvert fald det sidste års tid, men det er alligevel rart, på en eller anden mærkelig, ubeskrivelig måde, at vi bare er... cool nu, I guess??

Det er rart, at man stadig kan sige, stort set, alt til den person, man i lang tid troede, man skulle bruge resten af sit liv med - selvom det ikke blev sådan, og at det ikke udløser "hard feelings" længere. 

Det er sgu rart, at man pludselig, efter mange års smerte, kan sige "Okay. Du er tilgivet, og JEG er tilgivet. Let's move on from here" - det synes jeg ikke rigtigt, man kan sætte en pris på. 

Og helt ærligt - vi var sgu næsten børn dengang. Jeg var 17, psykotisk, angst og umulig. Han var 18, bøvlet og flabet. Ikke ligefrem et match made in heaven, haha. Men hey - water under the bridge, let's fucking move on.

"I forgive you, 

We were just a couple of kids,

Trying to figure out how to live, doing it our way

- No shame, no blame."