Jeg synes, tomhed er noget spøjst noget.
At man kan sidde, bare sidde, ikke rigtigt have en fungerende hjerne (ikke at min fungerer særlig tit, men hey), ikke rigtigt... Føle noget.
^ okay, der overdrev jeg - jeg føler alting alt for dybt, så selvfølgelig føler jeg også noget lige nu.
Jeg synes bare, det er underligt - underligt, at man kan gå fra at være "on top of the world", til at føle sig tom, i løbet af en times tid. Til bare at sidde og stirre, og lade musikke løbe ind af det ene øre og ud af det andet, uden egentlig at høre, hvad der bliver sunget om.
Jeg hader, at denne følelse, relativt, tit sniger sig ind på mig, og at jeg ikke kan gøre noget ved det - udover at gå i seng, that is, men det er virkelig for meget arbejde lige nu (emotøzz.com).
Jeg tror, hvis jeg tænker hårdt nok, at der et eller andet, jeg frygter, der skal ende, sådan... snart.
Men det sjove er, at uanset, om noget ender eller ej, så ved jeg jo, at jeg nok skal klare mig. Så... hvad fuck er det egentligt, jeg frygter?
Måske er det bare tanken om, at ting kan lakke mod enden på et hvert tidspunkt, der freaker mig ud. Jeg har aldrig brudt mig om, at der er (mange) ting, jeg ikke kan kontrollere, og jeg er ikke blevet mere glad for det, selvom jeg er blevet "voksen og følsom", som min mor ville sige.
I don't even know what's going on inside my mind....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar