Rod med rod på - igen.

Normalt er jeg super glad for at være alene, og har generelt meget brug for min "Sjelle-tid".

Men for helvede, jeg dur ikke til det hver anden søndag, når jeg er væk fra ham igen - når det hele er tomt, og jeg igen skal sove i en tom seng, helt alene.
Når han ikke ligger og snorker ved siden af mig, eller endda spjætter så meget i søvne, at jeg nærmest får en fod i hovedet (overdrivelse kan forekomme).

Jeg tror aldrig, jeg vænner mig til langdistance. Jeg tror det vitterligt ikke - for hold kæft, hvor er det noget lort, når man egentlig bare trænger til et kram fra lige den person, der er så langt væk.

Eller de der lorte dage, hvor man bare VED, at det hele ville føles mere okay i hans arme - at intet ville gøre lige så ondt. Der virker Skype bare ikke helt, som man gerne vil have det til, haha. 

Det er utroligt, så lange tolv dage kan føles - min fornuft ved jo godt, at det ikke engang er to uger, men de føles som fucking 3 år ind i mellem, og jeg hader det. 

Det er egentlig lidt utroligt, at man kan have hjemve i sin egen seng.... Det vænner jeg mig nok heller aldrig til. 

(Nu kommer lommefilosofen lige op i mig - igen. I apologise in advance.)
Måske er det fordi, jeg ikke føler mig nær så syg i hans nærvær, og det er altså noget, man ikke kan sætte en pris på.

"I promise you

I will try harder 

to be better. 

I

have battled with things

inside me

for longer than you know; 

I do not know

what they are

or why they are there, 

I only know

that they feel 

manageable, 

defeatable, 

when I 

am around 

You."
- Tyler Knott Gregson.