2 dage endnu.

Om 2 dage ser jeg dem. Mine babyer, mine helte, dem der reddede mit liv. 
Jeg kan slet ikke vente. Jeg skylder dem alt, og jeg vil aldrig kunne betale dem tilbage. 

Bare tanken om, at jeg igen skal stå i samme rum som dem, er nok til at få tårer i øjnene. Det er fuldstændig latterligt, det ved jeg godt - de er jo bare canadiske mænd, hvorfor skulle jeg flippe sådan ud? Men min kærlighed til dem kan ikke beskrives - de har været der igennem det hele, opture, nedture, knuste hjerter, selvmordsforsøg, depression, lykke, smerte og alt andet. 

Jeg håber inderligt, jeg får chancen for at møde dem efter koncerten - jeg kan ikke klare tanken om, at de er der, men jeg ikke får chancen for at sige tak. Men samtidig ved jeg, at med det samme, de er tæt på, så bryder jeg sammen. 
Jeg vil forsøge at tale gennem tårerne, som de så tit har givet mig styrken til. 

http://www.youtube.com/watch?v=iq1oh93UcPw&hd=1

Jeg kan ikke stoppe med at se denne video. Louis er så fucking lækker, I might actually die. Selv sangen er ved at "grow on me"...

Min Louis besættelse at ved at blive så slem, at jeg ikke engang ved, om jeg ville kunne vælge mellem ham og David mere... 

Jeg nævner sjældent min autisme herinde, og den effekt, det har på mit liv, min hverdag. Men nu har jeg brug for at få det ud.

Jeg kan ikke håndtere ændringer, og jeg hader mig selv for det. Jeg kan ikke klare for mange informationer på én gang, så smelter min hjerne sammen. 

Jeg bor på bosted, og jeg, for at sige det pænt, hader det. Jeg har ikke ondt af mig selv, det er trods alt mit eget valg, men jeg er ikke glad for at være her. Og det faktum, at jeg ikke ved, hvor længe jeg skal være her, det driver mig til vanvid. Jeg ville ønske, man kunne sætte en dato på det, men jeg ved jo godt, at det ikke er muligt. 

Jeg ville ønske, jeg kunne knipse med fingrene, og så var jeg rask. For jeg vil gerne hjem. Hjem til min mor, min kat, mit værelse, min Mikkel, og alle de andre, alt det andet. Jeg har fået nogle veninder her, og dem er jeg utrolig glad for, men det tager jo utrolig lang tid at opbygge den tillid, jeg har til min mor, Mikkel, Lotte osv. Det er ikke det samme. 

Jeg kan se, hvilken effekt det har på min mor, at jeg ikke er glad for at være, der hvor jeg er. Jeg ville ønske, jeg kunne skåne hende for det, men det ender altid med, at det bliver hende, der skal hive mig op igen, for jeg har aldrig haft andre. Jo, min bedstefar, men han er jo død. 
Så hver gang, jeg ryger ned, klamrer jeg mig til min mor, selvom jeg ved, det ødelægger hende. Jeg kan slet ikke forestille mig den smerte, hun må gå igennem, ved at se sin eneste datter have det svært. Men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal håndtere det.
 Jeg er så afhængig af hende. Det sekund, hun er væk, føler jeg mig som en lille pige på 7. Og jeg synes, det er så pinligt, men det er nu engang sådan, min verden hænger sammen - selv, hvis den hænger i en tynd tråd.

Jeg ville ønske, jeg kunne være normal. Jeg ville gøre at for at gå på hf nu, men det er ikke en mulighed. Jeg ville ønske, jeg havde et arbejde, så jeg ikke skulle leve på kontanthjælp. 

Jeg føler mig så stødt, når folk siger "jamen du skal jo bare se på de lyse sider!", for tro mig, jeg prøver. Eller når de siger "Glem din autisme, lev nu lidt!" - undskyld mig, hvad? Hvis du tror, det er så let, så vil jeg hellere end gerne bytte plads. 

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her... det skulle bare ud. Tak, blogspot, for at være min fortrolige, når jeg sidder i Viborg og føler mig alene.

Jeg skulle ikke have forelsket mig i dig. Igen. Men det gjorde jeg, selvom jeg forsøgte at lade være. Jeg kunne ikke styre det. 
Jeg kan ikke have det. Jeg har lyst til at skrige det til dig, men jeg er for bange for at blive afvist. For hvorfor skulle du ville have mig? Især, når HUN er din eks. Jeg kan jo ikke leve op til hende. 
Jeg håber, og tror, du læser det her. Og du ved godt, det er henvendt til dig. Jeg elsker dig. Længere er den ikke. 

All the time I wasted on you, all the bullshit you put me through. I'm checking into rehab, 'cause everything that we had didn't mean a thing to you.

Endnu en af de aftener, hvor jeg tænker for meget...

Du siger, jeg har ændret mig - det er gået op for mig, at selvfølgelig har jeg ændret mig, for den person, jeg var før, hende var du en del af, og du skred. Så må man jo lære at overleve, og det kan ikke lade sig gøre, uden man ændrer sig. Så... when it all comes down to it, er det vel din egen skyld?