Kærlighed..

Jeg fandt en gammel tekst, jeg skrev for laaang tid siden om min første kæreste, og jeg tænkte, jeg ville smide den herind, so here goes. 


Man opdager noget nyt... Ser verden på en ny måde, ser ham på en ny måde, ser... det hele på en ny måde. Man er lykkelig, for første gang i sit liv. Man smiler og føler sig tryg, noget der er noget helt nyt, helt anderledes, og ærlig talt en smule skræmmende.

Han er i hendes hoved hele tiden, hun har endelig fundet sin grund til at trække vejret. Til at holde fast, ikke at give slip og komme igennem dagene. Da hun hørte hans stemme igen, fik hun åndenød. Tårer i øjnene, og følte sig mere levende. Hendes bedste veninde tog hendes hånd og smilede. Hun var glad på hendes vegne, for en gangs skyld var der en god person.

Hun talte timerne, til hun skulle se ham igen. Hente ham ved toget, mærke hans ånde mod sin hud, bare se hans smukke ansigt. Da dagen endelig kom, kunne hun næsten ikke gå af lykke. Og da hun så ham... glemte hun, hvordan hun skulle trække vejret. Hun var væk. Og hun var ligeglad. Lydende, solen, lugtene, folkene omkring hende, det var alt sammen komplet ligemeget. Da hun så hans smil, var alt fuldstændig ligemeget. Hun ville bare være hos ham.

Og da det var forbi... da han sagde de ord, dér endte hendes liv. Hun faldt sammen i smerte, ville skrige, men kunne ikke. Hun havde ingen ilt. Ingen energi. Ingen stemme. Ingen grund til at leve. Tårene løb bare ned af hendes kinder. Ingen hulken, ingen snøften, ikke en lyd. Bare en pige, der forsøgte at overleve, mens hun var ødelagt.

Nu var hun alene igen. Og hun manglede noget, hun for få måneder ikke engang anede, eksisterede - ægte kærlighed. En kærlighed så ægte, så reel, at den var til at tage og føle på. Nu manglede hun ham, som en junkie på rehab. Hun havde brug for ham, brug for hans stemme, hans kys, hans berøring, hans måde at få hende til at føle sig ønsket, og værdsat. Noget helt nyt for hende.

Hun mistede ikke bare sin kæreste - hun mistede sit heroin.