Jeg er så super træt af mennesker, der bare sidder og brokker sig over sit liv, men alligevel ikke gider at gøre noget ved det. Mest fordi, jeg selv har været en af dem.
Det skal lige siges, at jeg på ingen måde rækker ned på folk med selvmordstanker eller noget som helst. Det kunne jeg aldrig finde på!
Men jeg er bare så træt af dem, der siger, at deres liv er så forfærdeligt, når det egentlig er noget, de selv kan ændre på. Det er ligesom folk, der vælger ikke at stemme ved valgene, men alligevel brokker sig over regeringen. Hold kæft, tag dig selv i nakkehårene, rejs dig op, sig din mening og kom videre.
"Den og den person ødelægger mit liv" - cut personen ud af dit liv. (og ja tak, jeg ved godt, at det ikke altid er så let, men de gange det nu er, for fanden!)
Og det sjoveste af alt det her er, at for 2 måneder siden, der var det mig. Der var det mig, der fik de ord smidt i hovedet af min eks. Det gjorde fucking ondt, ja, men jeg fattede til sidst, hvad han mente. Og jeg er ham evig taknemmelig for det nu. For jeg har fundet ud af, at hvis man selv kan ændre på de dårlige ting, så har man to valg:
1; Den nemme udvej - man bliver ved med at brokke sig, har ondt af sig selv, og gør ikke noget ved det.
2; Den svære vej - man tager fat i sig selv, i sine problemer, og forsøger at løse dem. Nej, det er ikke let, men hvis man vil have sit liv tilbage, så kan det være nødvendigt. Det kan være nødvendigt at sige "Ok, jeg skal arbejde på det og det, så jeg kan blive gladere, og få det godt".
Jeg kalder det "den svære vej" af en årsag - det er skide hårdt. Man skal "mødes med sine indre dæmoner", finde årsagen til dem, og finde ud af, hvordan man løser det og kommer videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar