Det føles virkelig mærkeligt at sidde og kigge på datoen.. vide, at det nu er to år siden, du blev revet væk fra mig. At hele min verden, endnu engang, ramlede om ørerne på mig. Men denne gang var værst - for du var der ikke til at støtte mig. Til at holde om mig, til at sige, at det nok skulle gå, og ellers åd vi bare nogle kiks, for uden mad og drikke duer helten ikke!
Jeg hader, at jeg aldrig kan se dig igen. Jeg kan aldrig høre dig fortælle skræmmende historier, bakke mig op, når ingen andre gør det, jeg kan ikke engang få et eneste kram mere.
Det sidste du sagde til mig var, at du nok skulle blive rask igen. At du snart ville få det fint, og jeg ikke skulle bekymre mig. Så smilte du til mig, og jeg gik ud af rummet, forventede at du snart stod udenfor døren og smilte igen.
Jeg kan stadig huske mors ansigtsudtryk, da farmor ringede og fortalte det. Og da hun kom ind, meget stille, satte poserne på bordet og sagde ordene "Jeg tør næsten ikke fortælle dig det her...". Jeg troede, der var tilbud på cd'er or something, og gav mig til at grine. Det holdt jeg ret hurtigt op med.
Jeg er ikke stoppet med at ryste siden den dag. Jeg har stadig problemer med trapper. Jeg har endda problemer med at være i farmors hus. Dit værksted, det kan jeg slet ikke. Jeg har heller ikke sat mig ind i hendes bil siden. Jeg tror ikke, jeg kan..
Du var alt. Min bedste ven, min far, mit forbillede og min beskytter. Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke mangler dig. Men jeg håber, fra det inderste af mit hjerte, at du har det bedre. Du fortjener intet mindre end det bedste.
Jens Peder Nielsen, 15. oktober 1922 - 16. januar 2009. <3
jeg fik tåre i øjnene omg ;___;
SvarSlet