blob.

Jeg hader de her dage, hvor det går op for mig, hvor meget der egentlig forsvandt, da Philip gjorde det. Hvor meget jeg skubbede væk og opgav, fordi jeg var en forkælet lille møgunge, der ville føle sig elsket. 


Jeg ved godt, det lyder latterligt, men jeg havde virkelig regnet med, at Philip og jeg skulle være sammen længe. Måske endda for altid. 
Når jeg så min fremtid, var han midtpunktet. Hvis jeg forestillede mig mit bryllup, var det ham, der stod og ventede ved alteret. Jeg forestillede mig mine børn som små, blonde usandsynlig smukke væsener, med blå øjne. 


Jeg syntes, han var latterlig, da han snakkede om, at vi skulle flytte sammen. Men det er gået op for mig, at det var det, jeg levede på. Det holdt mig kørende, at jeg om nogle år ville bo sammen med ham. Det holdt mig kørende, at jeg havde et ekstra hjem i Årslev. 


Hans familie blev lyn hurtigt min familie. Jeg følte mig på en sær måde hjemme, allerede første gang jeg var der. Det var som om, jeg endelig passede ind et eller andet sted. For de er sgu næsten lige så skøre, som jeg er. Jeg vidste, at uanset hvad der skete, så kunne jeg ringe til Mette, og hun ville være der for mig. For som hun sagde, jeg gjorde hendes dreng glad. 
Det kan jeg i det mindste prale af - jeg gjorde det mest fantastiske menneske i verden lykkelig, om ikke andet så bare for et par måneder.