Blandet lort part 11.

Jeg ved godt, at jeg ikke har ret til at være utilfreds. Jeg har fantastiske venner, mere end ét sted at bo, verdens bedste mor, en skøn familie og meget mere, men... jeg føler mig så tom. Jeg mangler dig, og jeg hader det.


Jeg hader at se folk, jeg holder af, fucke sit liv op pga. stoffer. Jeg hader, at de ikke kan se, hvor fantastiske de er, og at de føler, de er nødt til at tage stoffer. Jeg kan ikke holde ud at se dem gamble med sit liv.


Jeg hader også folk, der spiller offer-rollen. "Jeg skal dit, jeg skal dat" - nej, kære ven, der er intet, du skal. Hold nu kæft. 


Og jeg hader også folk, der bruger udtrykket "kom til" om ting, der overhovedet ikke er et tilfælde. "Jeg kom til at tage stoffer", "jeg kom til at knalde med hende" osv. Nej, du kom ikke til noget, du tog en fucking beslutning om at gøre det. Hvor kan det irritere mig.


Nej, jeg er ikke i dårligt humør, hvor får du dog den idé fra?

Mens jeg sidder og læser "Dear John", kan jeg kun tænke, at alle de følelser, John har mht. Savannah, er de samme, som jeg har mht. dig. 

Jeg har vidst fra første dag, at jeg aldrig ville glemme dig. Jeg har vidst, at du var "the boy of my dreams", for nu at lyde rigtig kliché-ish. Jeg ved, at lige gyldigt hvor jeg går hen, hvem jeg møder, og hvad der sker, så vil du altid være en del af mig.
Selv efter næsten et år er jeg stadig overbevist om, at vi hører sammen. Det er bare ikke lige nu, for det kan du ikke tage dig sammen til. Jeg tror stadig, at vi skal blive gamle sammen, for det har altid føltes rigtigt. Og jeg hader, at jeg ikke kan lade den følelse passere, for jeg ved, at jeg aldrig kommer helt videre, med mindre jeg kan det.

Hver eneste dag bliver jeg mindet om, at vi ikke snakker sammen, og det driver mig til vanvid. Jeg savner dig, there, I said it. Jeg vil være sammen med dig.. Jeg vil bare... vide, at jeg ikke er lige gyldig for dig, selvom jeg godt ved, at jeg er det. Du er jo pisse ligeglad med mig, og det kan jeg sgu egentlig godt forstå, men... jeg kan ikke håndtere det. 

Jeg håber, du kommer tilbage til mig, når du er færdig med at være et røvhul. Jeg håber og tror, at det bare er en fase, du skal igennem, for det ligner dig ikke. Du er ikke sådan. Det var ikke ham, jeg forelskede mig i. 

Jeg ved, du har ændret dig, og det er til dels min skyld, men jeg ved også, at ham den fantastiske stadig er derinde. Det er han nødt til at være, ellers mister jeg totalt min tro på menneskeheden. 

Men det værste er, at når det hele er said and done, så vil jeg stadig vente på dig. Og det frustrerer mig grænseløst, men... I guess that's love. 

I'd just like you to know that I'm aware of all my mistakes, so before you try to make me feel bad, just remember - I'm way ahead of you.

Jeg hader, at mine drømme om dig er kommet tilbage. For det er jo kun drømme, og når jeg så vågner op, og det går op for mig, at det bare var endnu en drøm, bliver jeg så fucking såret. 

Eller som den drøm i nat - drømte, at hun kom løbende hen og sagde "Michelle, han siger, han elsker mig!". Jeg havde kvalme over det, da jeg vågnede. Var badet i sved og tårer. 

Det er snart et år siden. Jeg hader, at jeg ikke kan give slip på dig. Jeg troede, jeg havde givet slip, men åbenbart ikke. Jeg kan ikke forstå, hvordan du stadig kan have denne effekt på mig, efter alt hvad du har udsat mig for. Men jeg elsker dig vel stadig. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke noget mere. 

Jeg har lyst til at kaste en stol i hovedet på dig. Jeg kan ikke forstå det... Hvorfor var jeg ikke nok? Hvorfor er hun bedre end jeg? Hvad gør hende bedre, end jeg er? Fortæl mig det, jeg har brug for at vide det, for jeg kan ikke se det. 
Jeg kan godt se, at hun er pænere, end jeg nogensinde kunne drømme om at blive, men... Det er også der, min forståelse stopper. Hun er irriterende, opmærksomhedssøgende, frustrerende og en masse andre ord, jeg ikke vil bruge her. Måske er jeg også det, det ved jeg ikke, men... jeg kan ikke forstå, hvorfor du valgte hende frem for mig - og det har jeg normalt ingen problemer med.

Og så at det lige er hende... havde det været en hver anden, næsten, så kunne jeg leve med det. Men ikke hende. Jeg har allerede mistet så meget til hende, og nu også dig. Det er næsten mere, end jeg kan håndtere.

Jeg fik et spørgsmål for noget tid siden, jeg tror, det var på Formspring, omkring hvad jeg mente, om "soulmates" & "den eneste ene", og jeg har tænkt en del over det, og har besluttet mig at skrive det her. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men... ja.

Jeg tror på soulmates & den eneste ene, selvom jeg foretrækker at kalde det "sit livs kærlighed". Jeg tror bare ikke, det nødvendigvis skal være den samme person.

Jeg er overbevist om, at Mikkel er min soulmate. Det lyder åndssvagt at sige om sin bedste ven, men han gør mig til den bedste Michelle, jeg kan være, og jeg tror, det er det, der er pointen med en soulmate. Mikkel og jeg har aldrig været andet end venner, og vi bliver aldrig andet. Men jeg ved, at hvis der er én fyr, der altid skal være i mit liv, så er det Mikkel, for jeg er ikke mig uden ham. Han er den eneste, jeg kan være 100% mig selv overfor. 

Jeg tror også, at jeg ved, hvem der er mit livs kærlighed. Jeg ved godt, at jeg kun er 18, og der kommer måske en anden en dag, jeg ved det ikke. Men som mit liv har været de sidste... næsten 2 år, har det været ham. 
Jeg er ikke forelsket i ham mere, åh gud nej dog. Men jeg vil altid elske ham. Jeg vil stadig tage en kugle for ham, hvis den dag skulle komme. Det vil intet nogensinde kunne ændre på. 
Han var den første.. flirt, hvis man kan kalde det det, jeg kunne være mig selv overfor. Han har altid haft den effekt på mig, at jeg ikke føler mig syg, når han er der. Selv nu. Det er ligesom om, det hele bliver lettere, bare ved hans tilstedeværelse. 
Selv efter, han har været et svin overfor mig - hvilket han selv har indrømmet, kan jeg ikke forestille mig mit liv uden ham. Jeg ved, at jeg altid kan komme til ham, hvis jeg får brug for det - hvilket han demonstrerede for mindre end et par uger siden, hvor han, igen, hjalp mig igennem noget utrolig hårdt. 

Nu sidder jeg og overvejer, hvorfor jeg overhovedet skrev det her, men jeg havde brug for et sted at få mine teorier ud. Måske tager jeg fejl, jeg ved det ikke, jeg ved kun, hvad jeg føler. 

Jeg forstår ikke, at mange siger "Gid jeg var barn igen, der var et skrabet knæ den værste smerte!" - en hudafskrabning har aldrig været den værste smerte i mit liv. Jeg prøver ikke at lyde emo, jeg kom bare til at tænke på det.
Jeg har aldrig tænkt tilbage på min barndom og tænkt "Gid jeg dog var barn igen, der var det hele lettere", for det var ikke lettere for mig dengang. Mit liv var ikke lettere, da jeg var 6, end det er nu. If anything, var det nok hårdere dengang. 
- jeg kan ikke huske særlig meget af min barndom, btw.

Jeg må indrømme, at min bedste fødselsdagsgave var den fra min farmor - hun gav mig en halskæde, med et vedhæng formet som en g-nøgle. The story is, at hun har en, hun har fået af min faster, for utrolig mange år siden, og jeg har altid beundret den. Jeg var ikke gammel, første gang jeg spurgte, om jeg måtte få den (børn, you know), og hun svarede, at jeg måtte få den, når hun døde, lol. Men så i lørdags, da vi holdte min fødselsdag, havde hun købt en præcis magen til, til mig. Jeg blev helt mundlam. Kan slet ikke få ind i min hjerne, at hun har husket det, efter alle de år. Jeg smiler stadig, hver gang jeg kommer til at røre den. Har haft den på siden, og jeg har ikke planer om at tage den af. Kan ikke huske, hvornår en gave sidst har gjort sådan et indtryk på mig.

Jeg ved, igen, ikke, hvor jeg vil hen med alt det her.....

Jeg er egentlig ikke ked af det. Jeg havde vænnet mig til tanken, længe inden du indrømmede, at det var sådan, det hang sammen. Og jeg kan ikke lade være med at tænke "fuck it".

Jeg behøver ikke en kæreste for at være glad. Selvfølgelig er det rart ind i mellem, men det er ikke en nødvendighed. Du behøver, obviously, ikke mig, så hvorfor skulle jeg behøve dig?

Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg har absolut ingen problemer med at se mine egne fejl, men lige i denne situation, har jeg ikke gjort noget forkert. Jeg har gjort mit bedste, men mit bedste var åbenbart ikke godt nok - så fuck it. Jeg gider ikke rende rundt og forsøge at få dig tilbage, jeg gider ikke spilde min tid på at græde. Og jeg tror faktisk, jeg kan styre det - for første gang.
Jeg er ikke engang vred, hvilket overrasker mig meget. Jeg er, et eller andet sted, rigtig glad for, jeg sidder i Viborg, hvor du aldrig har været - så behøver alt ikke minde mig om dig. Faktisk er der ingenting her længere, der minder mig om dig. Har fjernet det hele, i et øjebliks vrede.

Så nu vil jeg tage mig et dejligt, varmt, langt bad, barbere ben, ordne fødder & negle og danse rundt til dejlig musik. 
And I'll leave you with this;