Jeg forstår ikke, at mange siger "Gid jeg var barn igen, der var et skrabet knæ den værste smerte!" - en hudafskrabning har aldrig været den værste smerte i mit liv. Jeg prøver ikke at lyde emo, jeg kom bare til at tænke på det.
Jeg har aldrig tænkt tilbage på min barndom og tænkt "Gid jeg dog var barn igen, der var det hele lettere", for det var ikke lettere for mig dengang. Mit liv var ikke lettere, da jeg var 6, end det er nu. If anything, var det nok hårdere dengang.
- jeg kan ikke huske særlig meget af min barndom, btw.
Jeg må indrømme, at min bedste fødselsdagsgave var den fra min farmor - hun gav mig en halskæde, med et vedhæng formet som en g-nøgle. The story is, at hun har en, hun har fået af min faster, for utrolig mange år siden, og jeg har altid beundret den. Jeg var ikke gammel, første gang jeg spurgte, om jeg måtte få den (børn, you know), og hun svarede, at jeg måtte få den, når hun døde, lol. Men så i lørdags, da vi holdte min fødselsdag, havde hun købt en præcis magen til, til mig. Jeg blev helt mundlam. Kan slet ikke få ind i min hjerne, at hun har husket det, efter alle de år. Jeg smiler stadig, hver gang jeg kommer til at røre den. Har haft den på siden, og jeg har ikke planer om at tage den af. Kan ikke huske, hvornår en gave sidst har gjort sådan et indtryk på mig.
Jeg ved, igen, ikke, hvor jeg vil hen med alt det her.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar