Memories are a broken heart's worst nightmare.

På mandag er det et år siden, jeg sidst så dig. Siden, jeg sidst troede dig, sidst håbede på dig, sidst troede på os. 

Det meste af tiden tror jeg, at jeg er kommet over dig. Jeg tænker ikke halvt så meget på dig, som jeg har gjort, og du fylder ikke alt mere.
Men så er der nogen, der nævner dig, jeg kommer til at kigge det forkerte sted hen, en sang minder mig om dig, en hedder det samme som dig, eller jeg husker, hvordan du plejede at ligge der, hvordan du plejede at sidde her i min stol og spille computer, mens jeg var umulig og sur, eller mens jeg sov.
Hvordan alle elskede dig, og hvordan vi havde det sammen. Jeg kommer til at huske dengang, hvor vi sad i min seng og snakkede til 04:30, bare snakkede, mens du holdt mig i hånden, og vi grinte, mens vi prøvede at være stille, for vi vidste begge godt, at vi for Guds skyld ikke skulle vække min mor. Det var lige der - jeg kan stadig huske, hvordan vi sad, og hvilken farve dine underbukser var den nat. Fuck at have fotografisk hukommelse.

Nu er det snart jul - 2 år siden, vi holdt jul sammen. Hvor du "droppede" din familie, for at være sammen med min. Og jeg glemmer det aldrig.
Glemmer aldrig dit smil, da du gav mig den ring, jeg havde ønsket mig så længe. Glemmer aldrig, hvordan du holdt min mors moster ud, som ingen andre kan, for du snakkede præcis lige så meget som hende, noget jeg var både imponeret og skræmt over.

Og nu tænker jeg, at du laver alt det med hende, som du lavede med mig. Eller... ikke alt, hvis rygterne er sande. Excuse me while I wipe the smile of my face.

Jeg tror, der stadig er en del af mig, der venter på dig, for når jeg ser min bryllupsdag, så er det stadig dig, der står og venter på mig. Når jeg forestiller mig mine børn, er de blonde med blå øjne - det præcis modsatte af mig, fordi jeg altid har drømt om, at de skulle ligne dig. 
Jeg kan næsten ikke huske mit liv, inden du kom ind i det, for du har fyldt det hele. Alt, før dig, har virket lige gyldigt, du gjorde det mindre smertefuldt, og for første gang i mit liv troede jeg på, at jeg betød noget, jeg følte mig elsket.
Og da du så skred fra mig... jeg har ikke været "hel" siden. 

And it's killing me, at du er ligeglad. For jeg ved jo godt, at du ikke tænker på mig. At du ikke sidder på din dumme sofa og tænker på mig, at du ikke tænker "Wow, der sov hun".
At du ikke tænker på mig, når du kysser hende godnat. Jeg er jo ikke indbildsk, jeg ved det godt. Det gør bare så fucking fanden satan ind i helvedes ondt. 

You should've been there, should've burst through the door, with that 'baby I'm right here' smile. 

And it would've felt like, a million little shining stars had just aligned, and I would've been so happy.

Christmas lights glisten, I've got my eye on the door, just waiting for you to walk in, but the time is ticking. 

People ask me how I've been, as I comb back through my memory. How you said you'd be here, you said you'd be here.