Michelle Nørgaard

For det meste går det okay. Nej, det går mere end okay, det går fint.

Men så er der nogen, der nævner dig, eller jeg lugter noget, der lugter som dig, ser en pakke rød Prince, eller det regner. Mere skal der ikke til, så kommer jeg i tanke om det hele.

Og tanken, der virkelig plager mig er, hvorfor? Hvorfor var jeg ikke god nok, hvorfor forsvandt du uden et ord? Du kyssede mig, da jeg tog hjem. Derefter hørte jeg ikke fra dig i halvanden måned, indtil for et par dage siden. Hvorfor?

Var der en anden i skyggerne? Var jeg ikke god nok? Var jeg ikke tynd nok, var mine kindben ikke tydelige nok, var jeg ikke smuk nok, hvad skete der, hvad gjorde jeg?
Jeg har ingen problemer med at se mine fejl, men lige her kan jeg kun se, at jeg elskede dig for højt. Dét var min fejl.
Og så det, at vi ikke kunne "være sammen", uden du var påvirket. Det var nok til at ødelægge den smule selvtillid, jeg havde tilbage. Er jeg så frastødende?
Og det vilde er, at jeg ville have ændret det hele. Havde du bedt mig om at tabe mig, så var jeg gået tilbage til min anorektiske livsstil. Havde du bedt mig ændre mig totalt, så havde jeg gjort det. Jeg ville være gået gennem ild og vand for dig. 

Min fejl var også, at jeg troede dig, da du sagde, at du elskede mig. For første gang, så troede jeg nogen, for du viste det. Du sagde det med sådan en ømhed, at det kun kunne være sandt. Og jeg stolede på dig, det har jeg altid gjort. Så hvis du sagde, at du elskede mig, så måtte det jo være, hvor urealistisk det end var, så måtte det jo være rigtigt. 

Alle sagde, at du ikke kunne finde på det, du gjorde. At sådan var du ikke. Dine venner sagde det, mine venner sagde det, selv min familie sagde det. VORES venner sagde det. For intet pegede imod det.  
Jeg fik at vide, at jeg skulle holde fat i dig. Måske holdte jeg for godt fat? 
Og som de sagde, jeg kendte dig. Jeg burde selv vide, om du kunne finde på det. Og jeg havde ALDRIG troet det om dig. At du bare kunne gå din vej, og leave me hanging, for jeg kunne da umuligt betyde så lidt for dig. Men det må jeg jo have gjort.

And maybe we got lost in translation, maybe I asked for too much, but maybe this thing was a masterpiece, 'til you tore it all up. 

Running scared, I was there, I remember it all too well.

And you call me up again just to break me like a promise, so casually cruel in the name of being honest. I'm a crumpled up piece of paper lying here, 'cause I remember it all, all, all too well.

Time won't fly, it's like I'm paralyzed by it, I'd like to be my old self again, but I'm still trying to find it. After plaid shirt days and nights when you made me your own, now you mail back my things and I walk home alone.