Det meste af tiden tror jeg virkelig, jeg er kommet videre. Og det er jeg. Videre. Ikke ovre det.
For så ville jeg ikke stadig græde, når jeg drømmer om dig, få tårer i øjnene, når jeg tænker på dig, eller blive så vred, når jeg tænker på dig med hende.
Jeg har aldrig ment, at du var perfekt, eller at vi var perfekte. Måske er det derfor, det er så svært - for det gjorde det virkeligt. Skænderierne, uenighederne, fejlene, det gjorde mig overbevist om, at det var rigtigt. Det var ikke en eller anden drøm, man rendte rundt i, det var virkeligheden.
Og nu sidder du sammen med hende, og I hygger jer sikkert fucking meget, for I er lige store røvhuller.
Og jeg sidder her alene. Alene og tænker på dig, mens du sidder og er lykkelig med en anden.
Det virker ikke helt fair, synes du?
"I don't want to forgive, I want to forget."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar