Michelle Nørgaard

Julen er den værste tid. For der oser alt af dig.

Juleaften, turen ned til far, julefrokosten hos morfar. Du var der til det hele, og nu sidder du sikkert og fejrer jul med en anden, hende. 

Mens jeg sidder her og tænker på den bedste jul, jeg nogensinde har haft, samtidig med, at det var den værste, for hold kæft jeg havde det skidt.
Men hvor du tog det pænt. Hvor tog du meget pis i den tid, og hvor har jeg fået det smasket tilbage i hovedet siden.

Jeg tror, jeg stadig tror, du kommer tilbage. For hver gang jeg siger til mig selv, at det gør du ikke, så får jeg ondt i brystet, det bliver svært at trække vejret, og tårerne kommer, om jeg vil det eller ej.

Jeg håber stadig, at min Facebook-chat en dag vil sige "Pling", og så er det dig, der siger alt det, jeg gerne vil høre.
At du lavede en fejl, at du elsker mig, at du stadig vil giftes med mig, og at jeg stadig skal være mor til dine børn. Bare for at starte et sted.
For jeg kan ikke se det retfærdige i, at jeg sidder her og tænker alle de ting, mens du sidder et andet sted sammen med hende. Det kan jeg virkelig ikke. 

Men samtidig ved jeg, at jeg fortjener bedre end det bullshit, du gav mig. Granted, de første 3 måneder var fantastiske, men derefter kom lortet bare flyvende. Hvorfor vil jeg så stadig have dig? Jeg aner det ikke. Fordi, du er dig. 

Fordi det er dig, jeg altid har forestillet mig selv blive gammel med. Fordi, du var den eneste rigtige. Fordi, du reddede mig fra mig selv, fordi du var det smukkeste, der kunne gå på 2 ben, fordi, fordi, fordi, jeg kunne blive ved. 

Men du fortjener mig ikke. Ikke efter det, du smed mig igennem. Jeg er stadig den skal af et menneske, du forlod for snart 2 år siden. 
Selv jeg fortjener ikke dette.