"What was it like to lose him? Asked Sorrow.

There was a long pause before I responded; 

It was like hearing every goodbye ever said to

me - said all at once."

Jeg prøver desperat at finde en mening med mit liv lige nu.

Jeg har ingen skole, jeg har intet arbejde, jeg har ingen kæreste, jeg har intet barn, jeg har ikke en million venner at ses med, jeg føler ikke, at jeg har så meget. Ikke dermed sagt, at jeg ikke har noget, for selvfølgelig har jeg det.

Måske er det bare fordi, jeg er træt. Træt pga. det nye medicin, træt fordi, jeg har fået Tammie hjem (min nye 7-årige toy puddel), for selvom jeg allerede elsker hende af hele mit hjerte, så er det hårdere, end jeg troede. Jeg kan ikke sove, fordi hun gør, hun skal gås med, hun skal have mad, der skal tørres op efter hende, for hun har endnu ikke lært at tisse udenfor, og... ja. Jeg lyder utaknemmelig, men det er jeg bestemt ikke - jeg er rigtig glad for hende, min autistiske hjerne skal bare lige vænne sig til at have en hund, og alle de opgaver, der følger med.

Men samtidig ved jeg jo også, at jeg ikke har det så slemt, som jeg har haft det. Og det er jeg skam glad for, don't get me wrong.

Men... jeg mangler ligesom bare et purpose. En grund til at stå op, der ikke "bare" handler om, at min hund skal luftes. 

Jeg savner også følelsen af, at nogen elsker mig - udover venner og familie. Igen lyder jeg utaknemmelig.
Jeg savner følelsen af at have en, der skriver til mig, så snart, han står op, og inden han går i seng. En der fortæller mig om sin dag, en der får mig til at føle mig vigtig. For det er desværre sådan, at når man først har prøvet det, så er det svært at leve uden, selvom det er snart et år siden. 

Og så tænker jeg - er jeg så svær at elske? Er det derfor, de løber skrigende væk? Er jeg blevet så frastødende, er jeg så forfærdelig, er jeg så umulig? Hvorfor er der ikke bare én, der bliver?

Og samtidig er det min egen skyld, for jeg er så forfærdelig god til at friendzone folk. Og helt ærligt, kan jeg håndtere at have en kæreste lige nu? Er jeg ikke psykisk klar til det, eller er det bare fordi, jeg ikke har fundet den rette endnu?

På det sidste, har jeg manglet 2 mennesker ufattelig meget. 2 fantastiske fyre, som jeg ikke snakker med mere. De eneste 2, der har fået mig til at føle mig elsket. 2 af de få mennesker, der kan lindre symptomerne. 
Og jeg har sådan lyst til at skrive til dem, men de var begge douchebags, så hvorfor skulle jeg komme, åbenlyst, løbende tilbage til dem? Det fortjener de jo ikke. Men samtidig håber jeg, dagligt, at jeg hører fra dem. 
Men dagene går. Og går. Og går. Og jeg hører ikke fra dem. Måske fordi de er så opslugte i deres egne problemer, og det kender jeg jo alt for godt. Men jeg tror mest, det handler om, at de sådan set ikke vil snakke med mig. Sådan er det i hvert fald med den ene, det har han gjort meget klart. 

Måske er jeg bare træt. Jeg ved det ikke. Men jeg mangler en grund til at stå op. Og det har jeg gjort længe nu. Det er bare... kogt over i aften. Hele dagen. Og i går. Og måske er det trætheden. Det er det sikkert. Jeg ved det ikke. 

Nu går jeg i bad, for jeg har ikke været i bad siden i lørdags. Om jeg er ulækker? Oh yes. See my point? Har ingen motivation til noget som helst, ikke så meget som et bad. Men nu skal det være, inden endnu et sygehus besøg i morgen. 
Wish me luck.    

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal have det med denne nyhed.

Denne nyhed om, at du er alene igen. Jeg prøver desperat på at være ligeglad, men det virker bare ikke. 

Har lige været inde på din profil, og jeg kan jo slet ikke kende dig mere. Du er jo ikke den fyr, der var min. Og det ved jeg heller ikke, hvordan jeg skal have det med. 
For du var jo det mest fantastiske, jeg nogensinde har haft æren at kende. Af at kalde min. 

Men samtidig, så er det vel meget godt, at du har ændret dig så meget, at jeg ikke kan kende dig - for så kan jeg jo ikke savne dig, kan jeg? The sad truth is, at jo, det kan jeg sagtens.

Jeg er stadig forvirret, næsten 2 år efter. Forvirret over, hvad der skete. Hvad jeg gjorde, og hvorfor du gjorde, som du gjorde. For jeg må jo have gjort et eller andet forkert, ellers behandler man vel ikke et andet menneske på den måde.

Jeg prøver stadig at forestille mig en fremtid uden dig. Det er svært. 
For du skulle være alt det, jeg ikke kunne (kan?...), se nogen anden være. Du skulle være far til mine børn, vi skulle giftes, og vi skulle... være sammen. Igennem alt.
Og det værste er, at jeg kan huske dengang, hvor det også var det, du ville. 
It just hurts so bad sometimes. 

 

It's been a month.

I dag er det en måned siden.

Jeg forstår det ikke. Det føles som om, det både var i går, og et år siden. Meget mærkelig følelse.

Men det er i dag en måned siden, du forlod mig. På en måde, jeg aldrig havde troet om dig. På en måde, der totalt rev mit hjerte ud af brystet på mig.
Men jeg er okay.

Det er en mærkelig dag. Jeg ved, at jeg er ovre dig, for du er ikke i mit hoved mere. Men alligevel kan jeg ikke lade være med, at tænke på dine grunde. Hvorfor du sagde, som du gjorde, hvordan du bare kunne forlade mig, bare gå ud af døren.

Men jeg skal vise dig. Jeg skal vise dig, at jeg har en fremtid. Bare vent, min lille ven. I'll be coming back fighting. 

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal hade dig for det, eller være taknemmelig. For jeg er allerede et bedre sted, selvom jeg aldrig troede, det skulle ske. Det fungerede jo alligevel ikke, og det kan jeg sagtens se. 
Men du ødelagde mig. Ødelagde min verden, rev den fra hinanden. For jeg elskede dig. Af hele mit hjerte. Men det smed du væk. Og det er egentlig okay. 

Even if it takes forever, I'll get my shit together - I've been doing be so much better.

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg drømmer om dig nu.

Næsten 2 år efter, vi sidst sagde farvel. Sidst du rev mit hjerte ud. 
Siden jeg så dig sidst, siden jeg fik lov at mærke dine læber, føle dine stærke arme om mig, og bare.. være hel.

Jeg er kommet videre. Det ved jeg, at jeg er. Men i dag kører du rundt i mine tanker.

Hvorfor? Hvordan kunne du gøre det, du gjorde? 

Nu tænker jeg, igen, at du nok var min soulmate. Og den tanke må ikke sætte sig fast i min hjerne, for så er jeg tilbage ved square one. 
Men jeg håber stadig på at vågne en morgen, og så er der en besked fra dig, eller, endnu bedre, du står udenfor min mors dør, og forventer at se mig.

Jeg kan ikke forstå, hvordan du bare kunne glemme mig, efter alt det, vi var igennem. Hvordan du bare kunne erstatte mig, op til flere gange. Men måske behøver jeg ikke forstå det. Måske handler det slet ikke om mig. Måske er det dig, der er noget "galt" med - og det har taget mig næsten 2 år at komme til den konklusion.

Men jeg vil aldrig glemme den første dag, jeg så dig. Hvordan du lyste op, da dine øjne mødte mine. Hvordan du krammede mig, nærmest nægtede at give slip, og hvordan du tog min hånd, som om det var det mest naturlige i hele verden. Og jeg håber aldrig, du glemmer det. For det ved jeg virkelig ikke, om jeg kan håndtere.

And I forget about you long enough to forget why I needed to...