Michelle Nørgaard

Jeg prøver desperat at finde en mening med mit liv lige nu.

Jeg har ingen skole, jeg har intet arbejde, jeg har ingen kæreste, jeg har intet barn, jeg har ikke en million venner at ses med, jeg føler ikke, at jeg har så meget. Ikke dermed sagt, at jeg ikke har noget, for selvfølgelig har jeg det.

Måske er det bare fordi, jeg er træt. Træt pga. det nye medicin, træt fordi, jeg har fået Tammie hjem (min nye 7-årige toy puddel), for selvom jeg allerede elsker hende af hele mit hjerte, så er det hårdere, end jeg troede. Jeg kan ikke sove, fordi hun gør, hun skal gås med, hun skal have mad, der skal tørres op efter hende, for hun har endnu ikke lært at tisse udenfor, og... ja. Jeg lyder utaknemmelig, men det er jeg bestemt ikke - jeg er rigtig glad for hende, min autistiske hjerne skal bare lige vænne sig til at have en hund, og alle de opgaver, der følger med.

Men samtidig ved jeg jo også, at jeg ikke har det så slemt, som jeg har haft det. Og det er jeg skam glad for, don't get me wrong.

Men... jeg mangler ligesom bare et purpose. En grund til at stå op, der ikke "bare" handler om, at min hund skal luftes. 

Jeg savner også følelsen af, at nogen elsker mig - udover venner og familie. Igen lyder jeg utaknemmelig.
Jeg savner følelsen af at have en, der skriver til mig, så snart, han står op, og inden han går i seng. En der fortæller mig om sin dag, en der får mig til at føle mig vigtig. For det er desværre sådan, at når man først har prøvet det, så er det svært at leve uden, selvom det er snart et år siden. 

Og så tænker jeg - er jeg så svær at elske? Er det derfor, de løber skrigende væk? Er jeg blevet så frastødende, er jeg så forfærdelig, er jeg så umulig? Hvorfor er der ikke bare én, der bliver?

Og samtidig er det min egen skyld, for jeg er så forfærdelig god til at friendzone folk. Og helt ærligt, kan jeg håndtere at have en kæreste lige nu? Er jeg ikke psykisk klar til det, eller er det bare fordi, jeg ikke har fundet den rette endnu?

På det sidste, har jeg manglet 2 mennesker ufattelig meget. 2 fantastiske fyre, som jeg ikke snakker med mere. De eneste 2, der har fået mig til at føle mig elsket. 2 af de få mennesker, der kan lindre symptomerne. 
Og jeg har sådan lyst til at skrive til dem, men de var begge douchebags, så hvorfor skulle jeg komme, åbenlyst, løbende tilbage til dem? Det fortjener de jo ikke. Men samtidig håber jeg, dagligt, at jeg hører fra dem. 
Men dagene går. Og går. Og går. Og jeg hører ikke fra dem. Måske fordi de er så opslugte i deres egne problemer, og det kender jeg jo alt for godt. Men jeg tror mest, det handler om, at de sådan set ikke vil snakke med mig. Sådan er det i hvert fald med den ene, det har han gjort meget klart. 

Måske er jeg bare træt. Jeg ved det ikke. Men jeg mangler en grund til at stå op. Og det har jeg gjort længe nu. Det er bare... kogt over i aften. Hele dagen. Og i går. Og måske er det trætheden. Det er det sikkert. Jeg ved det ikke. 

Nu går jeg i bad, for jeg har ikke været i bad siden i lørdags. Om jeg er ulækker? Oh yes. See my point? Har ingen motivation til noget som helst, ikke så meget som et bad. Men nu skal det være, inden endnu et sygehus besøg i morgen. 
Wish me luck.