Denne nyhed om, at du er alene igen. Jeg prøver desperat på at være ligeglad, men det virker bare ikke.
Har lige været inde på din profil, og jeg kan jo slet ikke kende dig mere. Du er jo ikke den fyr, der var min. Og det ved jeg heller ikke, hvordan jeg skal have det med.
For du var jo det mest fantastiske, jeg nogensinde har haft æren at kende. Af at kalde min.
Men samtidig, så er det vel meget godt, at du har ændret dig så meget, at jeg ikke kan kende dig - for så kan jeg jo ikke savne dig, kan jeg? The sad truth is, at jo, det kan jeg sagtens.
Jeg er stadig forvirret, næsten 2 år efter. Forvirret over, hvad der skete. Hvad jeg gjorde, og hvorfor du gjorde, som du gjorde. For jeg må jo have gjort et eller andet forkert, ellers behandler man vel ikke et andet menneske på den måde.
Jeg prøver stadig at forestille mig en fremtid uden dig. Det er svært.
For du skulle være alt det, jeg ikke kunne (kan?...), se nogen anden være. Du skulle være far til mine børn, vi skulle giftes, og vi skulle... være sammen. Igennem alt.
Og det værste er, at jeg kan huske dengang, hvor det også var det, du ville.
It just hurts so bad sometimes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar