Michelle Nørgaard

Jeg har, som mange andre nok, disse dage, hvor jeg sætter spørgsmålstegn ved alt. Min distriktssygeplejerske siger, at jeg skal give mig selv lov til at føle, men hvor er det svært. Hvor er det svært, ikke bare at tage den ekstra pille, så jeg kan sove om en time, og glemme det hele. Men jeg gør det ikke.

Men jeg tænker...

Kommer jeg nogensinde videre? Finder jeg nogensinde en kærlighed, som i 2010? Kommer jeg nogensinde over tabet af min bedstefar? Får jeg nogensinde et job, en uddannelse, en grund til at stå op? 

Bliver jeg nogensinde mor? Holder jeg nogensinde op med at drikke så meget? Kommer der en tid, hvor jeg ikke har behov for det mere? 
Taber jeg mig nogensinde igen? Gør jeg mine forældre stolte? Kommer jeg nogensinde til det? 
Begynder jeg nogensinde at sige fra, når nogen sårer mig? Holder jeg nogensinde op med, at forsøge at please alle? 

Er jeg noget værd, eller er jeg så ligegyldig, som jeg føler mig? Tør jeg nogensinde forelske mig igen? Finder jeg nogensinde én, der kan elske mig, og leve med alt det her? Kommer jeg nogensinde op af dette hul? 

Kan jeg overhovedet finde ud af noget? Er der overhovedet noget, jeg er bedre til, end de fleste andre? Får jeg nogensinde skrevet en god sang? Kommer jeg nogensinde på universitetet? 

Og jeg kunne blive ved, og blive ved, og... Men jeg må hellere lade være. Jeg ligner allerede en attentionwhore. 

Møg dag, møg mennesker, møg følelser og møg på møg, på møg. Thank God for mommy <3