Michelle Nørgaard

Jeg ved ikke, hvorfor du går mig sådan på. Hvorfor, du irriterer mig sådan, hvorfor du kan ødelægge mit humør på denne måde, bare jeg ser et billede af dig - og jeg ved VIRKELIG ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gå ind på din profil.

Måske er det fordi, du har forsøgt at bilde mig ind, i 3 år, at du elskede mig, og så gav du op efter 2 måneder. 
Måske er det fordi, jeg har mistet min bedste ven samtidig. Måske er det fordi, jeg ved, du er glad uden mig. Måske er det fordi, jeg ved, jeg bliver erstattet, muligvis allerede er blevet det. 
Måske er det fordi, du gjorde hjemveen lettere. Måske er det fordi, den forsvandt sammen med dig. 
Måske er det fordi, jeg savner at have din arm rundt om mig, mens jeg sover. Måske er det fordi, jeg savner, at du gør grin med mig. Måske er det endda fordi, jeg savner, at du ikke forstår mig.

Jeg har ikke været så lost, siden jeg mistede Philip. Men selv da, var der en smule lys, for du var der. 

Jeg er vred. Jeg er vred, og jeg er bitter. Og jeg er så ked af det, at det gør ondt helt ned i min mave.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med alle disse følelser. For det hele ender jo i, at jeg bare gerne vil høre, at du elsker mig. Som jeg elsker dig. Men det ved jeg, nu, at det gør du ikke. Og det har du nok aldrig gjort.