10 ting, jeg hader.

1. Folk der tror, at de er blevet "flotte" fordi, de har tabt sig.
2. Tomme Faxe Kondi dåser.
3. Alt for varm the.
4. Kolde stuer, som man altid glemmer at tænde varmen i.
5. Kløende, nye tatoveringer.
6. Ensomhed.
7. Folk der siger, at 1D ikke kan synge.
8. Fanatiske Larry-shippers, som hater på søde El.
9. Folk der fortæller mig om symptomer på diverse sygdomme - hypochondriac over here!
10. Folk, der kommer med lamme undskyldninger, når de egentlig bare ikke gider være sammen med en - man up! 

 

I wish you were here with me, 

'cause right now, everything is new to me.
You know I can't fight the feeling, and every night I feel it.
Right now, I wish you were here with me.

Ønskeliste.

Eftersom det snart er jul og min fødselsdag (bliver fucking gammel...), så tænkte jeg, at jeg ville lave en ønskeliste! Ønsker mig fucking meget, så den bliver nok lang, lol.

1. Tattoo gavekort til THink eller Nørgaard Tattoo.
2. En kasse Faxe Kondi Free (gerne flere...) - har næsten ikke flere. 
3. En date med en sød og lækker fyr - gerne en tatovør, gamer, ginger, skater eller musiker.
4. En tur i biografen.
5. En ny M By M blazer, den med oprullede ærmer, som jeg rent faktisk kan passe.
6. Midi- og maxikjoler.
7. Stand-up dvd'er (det nye show med Andreas Bo, Tobias Dybvad, Hartmann eller "Fuhlendorff - Stort set" boxen)
8. "Love And Misadventure" - bog af Lang Leav.
9. Tøj, sko osv med nitter.
10. Djeep lightere, da jeg altid smider mine væk (og gerne vil give en til Mikkel, lol).
11. Penge til mit "tattoo money" jar.
12. Store, fluffy sweaters.
13. 5SOS beanie, t-shirt og deres EP.
14. Smykker fra ZÖL.
15. Nye pumps - helst i fede farver eller med nitter. 

More to come, I'm sure!

Sygehus - dag 1.

Jeg har bestemt mig for, at jeg vil dele mit sygehusophold med jer her - jeg har simpelthen for mange tanker, jeg skal have ud. Der kommer ikke en opdatering hver dag, og forhåbentligt går der ikke længe, før jeg ikke har brug for dette mere. Men lige nu gør jeg sådan.

Jeg er så fortvivlet, og føler mig så ufattelig alene.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle blive så svært. Men det er det, og jeg har mest af alt lyst til at give op og stikke af - tage bussen ud til Laura, men jeg gør det ikke, for hjælpen er nødvendig.

Det sværeste var, at skulle sige farvel til min mor - intet nyt der, det har altid været det sværeste, når jeg skulle noget nyt. 
Men nu er hun taget hjem, og jeg sidder alene på min stue. Jeg har fået frokost, eller, den smule, jeg kunne få ned. Jeg har kvalme og ondt i maven. Angst, I suppose. 

Jeg har lyst til at kravle ind under dette bord, sammen med min bamse og nogle servietter, og så blive siddende der, indtil min far kommer i aften, hvor jeg så vil gå ud for et par timer, og så kravle ind igen. 
Jeg har lyst til at tude mine øjne ud, og bare.. gøre et eller andet dumt. Jeg kunne ikke finde på det, men jeg har lysten til det. 

De forventer alle sammen, at jeg bare kan klare det her, og fortæller mig hele tiden, hvor dygtig jeg er. Men jeg kan kun mærke tomheden. Smerten. Tårerne, der presser sig på - konstant, selv under frokosten.

Og jeg ved godt, det er min første dag her, og jeg kun har været her i... 3 timer, men jeg er ved at gå til allerede. Forhåbentligt bliver det bedre. Det skal det. End of. 

Kan du huske det?

Kan du huske, hvordan du kyssede mig under "Poem With No Rhyme"?
Kan du huske, at vi legede pingviner på vej hjem? Kan du huske, hvordan de andre piger savlede over dig, dit blonde hår, og din solbrune hud, og de der blå øjne, der kunne slå benene væk under enhver?

Kan du huske, at jeg ikke kunne stoppe med at smile? Kan du huske, hvordan du ikke gav slip på min hånd under hele koncerten? 
Kan du huske, hvordan jeg rødmede, da hun spurgte, om vi endelig havde fundet sammen? Kan du huske, hvordan der aldrig har været akavede øjeblikke? 

Vidste du, at jeg allerede var faldet så hårdt for dig? Vidste du, at jeg vidste, at jeg aldrig ville komme over dig, allerede dengang? 
Vidste du, at jeg levede for de ting, du lovede mig? Vidste du, at jeg levede for vores fremtid, sammen? 

Ved du, at alle siger til mig, at jeg skal komme videre, men jeg holder fast i, at du sagde "for altid"? Ved du, at jeg ikke er kommet mig over, at du valgte hende frem for mig? Ved du, at jeg ikke er den samme mere? Ved du, at enhver dag uden dig er et fucking maraton? 

Ved du, at dine sidste ord til mig har brændt sig ind i min hjerne? Ved du, at jeg dagligt håber på at høre fra dig? Ved du, at jeg er et fucking mess? 
Ved du, at jeg næsten har vænnet mig til smerten? Ved du, at når jeg tænker på dig, så får jeg ondt helt ned i maven, og om i ryggen? Ved du, at jeg ville opgive alt, blot for 24 timer mere med dig, hvor jeg fik chancen for at ændre din mening? 

Ved du, at intet sted er et hjem, så længe du ikke er her med mig?

Update.

Hvis du har læst min blog før, ved du, at det ikke har stået så fedt til på det seneste. Det er absolut ikke bedre.

Jeg har lige været til møde på sygehuset, og konklusionen er, at jeg skal indlægges i 5 uger, fra på mandag. 
5 uger, hvor jeg skal være låst inde, kun må gå ud med ledsagere, og ikke må komme hjem - hvis jeg bliver nødt til at aflyse min tattoo tid, så bliver jeg seriøst pissed.

Jeg har selv bedt om at blive indlagt, men jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle behandles som om, jeg er så syg, at jeg ikke kan tage vare på mig selv. 
Så lige nu er det hele lidt... meh. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op, for jeg tror stadig på, at en indlæggelse er det bedste, men samtidig er det hele vildt skræmmende, fordi det er kommet så tæt på, og det nu er en realitet, og ikke bare noget, jeg snakker med mine forældre om.

Jer der kender mig rigtig godt ved, at jeg har været indlagt før, så har jeg lidt erfaring med det. 
Dengang var det hele bare anderledes - jeg skulle "bare" undersøges for Skizofreni, jeg skulle kun være der i 3 uger, og jeg måtte komme hjem i weekenderne. Og jeg var mere glad dengang, end jeg er nu.

Jeg synes måske også, det er en smule ambitiøst, at sige til en autist "Prøv og hør her, lille ven, du må ikke komme hjem til din sikre havn...... i 5 uger". Og derudover vil de bestemme, hvornår jeg må ringe til familie og venner. Eller.. have "telefonkontakt". Det mener jeg selv, at jeg er for gammel til, at andre skal bestemme. 

Alt i alt ved jeg slet ikke, hvad jeg skal føle og mene lige nu. Jeg ved bare, at det hele er lidt overvældende. Og at jeg er nervøs som ind i helvede. Måske det hele nok skal gå. Det er bare længe at være væk fra det hele.