Jeg har bestemt mig for, at jeg vil dele mit sygehusophold med jer her - jeg har simpelthen for mange tanker, jeg skal have ud. Der kommer ikke en opdatering hver dag, og forhåbentligt går der ikke længe, før jeg ikke har brug for dette mere. Men lige nu gør jeg sådan.
Jeg er så fortvivlet, og føler mig så ufattelig alene.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle blive så svært. Men det er det, og jeg har mest af alt lyst til at give op og stikke af - tage bussen ud til Laura, men jeg gør det ikke, for hjælpen er nødvendig.
Det sværeste var, at skulle sige farvel til min mor - intet nyt der, det har altid været det sværeste, når jeg skulle noget nyt.
Men nu er hun taget hjem, og jeg sidder alene på min stue. Jeg har fået frokost, eller, den smule, jeg kunne få ned. Jeg har kvalme og ondt i maven. Angst, I suppose.
Jeg har lyst til at kravle ind under dette bord, sammen med min bamse og nogle servietter, og så blive siddende der, indtil min far kommer i aften, hvor jeg så vil gå ud for et par timer, og så kravle ind igen.
Jeg har lyst til at tude mine øjne ud, og bare.. gøre et eller andet dumt. Jeg kunne ikke finde på det, men jeg har lysten til det.
De forventer alle sammen, at jeg bare kan klare det her, og fortæller mig hele tiden, hvor dygtig jeg er. Men jeg kan kun mærke tomheden. Smerten. Tårerne, der presser sig på - konstant, selv under frokosten.
Og jeg ved godt, det er min første dag her, og jeg kun har været her i... 3 timer, men jeg er ved at gå til allerede. Forhåbentligt bliver det bedre. Det skal det. End of.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar