"Perhaps the fact
that I chased a boy

who ripped me to shreds,

says a lot more 

about me,

than it did about him."

- Michelle K.

Progress report 4.

Jeg er simpelthen en klovn til at få opdateret herinde. Jeg beklager meget - hvis der rent faktisk er nogen, der går op i det, haha! 

Jeg har nu tabt mig 5 kg siden nytår - eller, 5½, men det halve tog jeg på igen for nogle uger siden. Og jeg har fået nyt træningstøj - igen... Har efterhånden alt for meget, haha.
 
Regner med at begynde i fitnesscenteret i næste uge, så jeg kan få styrketrænet - det trænger jeg vist til. Det er også blevet for kedeligt at træne herhjemme. Der sker jo ikke en skid....

Og dog!!!
 
Jeg har fundet en fantastisk måde at få tiden til at gå, mens jeg sidder på motionscyklen - Bon Jovi's "Lost Highway" koncert dvd. Jeg er forelsket. Og Jon er DØD lækker. Nå, tilbage til det andet. 

Jeg har fundet ud af, at hvis jeg "nøjes" med at træne 50 minutter om dagen, får jeg ikke ondt i ryggen, så det holder jeg mig til. Logisk, ikke sandt?
Og så har jeg lige opdaget "MySmoothie", og de er fucking gode inden træning. Så er man ikke ved at gå sukkerkold, fordi det er 7 timer siden, man sidst har fået noget at spise, haha. 

Nå. Jeg skal ryge færdig, i gang med træningen, og savle over Jon. Det sidste er meget vigtigt!!!!! 

Dårlig vane.

Jeg har mange dårlige vaner - smøger, for meget cola, overforbrug af læbepomade, jeg kunne blive ved. 

Men min dårligste vane, den jeg virkelig hader allermest, er min fascination af dig - og sådan har det været i snart 4 år. 
Jeg er ikke forelsket i dig længere, så stor en idiot er jeg vel alligevel ikke, men hold kæft, du fascinerer mig. 

Det har nok altid været det der med, at jeg troede, jeg kunne redde dig - hvis jeg bare elskede dig rigtigt, så ville alt blive godt for dig. Men sådan blev det ikke, og sådan bliver det aldrig - nok mest fordi, jeg har givet op. Jeg magter ikke kæmpe for det mere.

Sådan har jeg det for det meste - men så skriver du en besked, næsten lige meget hvad, og så er jeg, næsten, tilbage, hvor jeg startede. Bare det at vide, at du har tænkt på mig længe nok til, at du fik sendt en besked, får mig til at smile.

Jeg synes stadig, du er noget af det smukkeste i verden. Det der skæve smil, og de der blå øjne, som jeg ville kunne genkende alle steder. Nu bliver jeg en smule sentimental, det er jo typisk mig, det ved du. 

Jeg har aldrig forstået dig, og du har nok aldrig forstået mig - men alligevel har du altid kunnet fange mig på en måde, så jeg glemte alt andet. Og du har altid kunnet forklare mig ting, så de hang ved. 

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her...  

Nogle gange glemmer jeg at sætte pris på jer, der forstår mig. Der forstår, at det her er svært, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere det. 

Som når Johanne siger, at en kold tyrker er den bedste udvej, men at hun aldrig ville dømme mig. Eller når min mor siger "Han var vel den første, du var rigtig forelsket i? Der har du dit svar."

Jeg hader, når jeg skal forsvare mig selv, især over for venner/veninder - inderligt hader det. For jeg kan ikke se pointen - hvis I ikke vil forstå det, så gør det vel ingen forskel, at jeg forklarer? 

Jeg har det bedre i dag - jeg er mere okay med det, end jeg var i går. Du kan jo gøre, hvad du vil. Det har du kunnet længe, jeg har bare ikke været cool med det. Ikke at jeg er det nu, men jeg er nødt til at lade som om. Igen.

Og det skal jo nok gå over. Det bliver det nødt til. Det plejer det. Det håber jeg. 

Jeg har lige fået at vide, at jeg skal tage mig sammen og komme videre. Granted, det burde jeg måske også - hvis jeg altså kunne.

Igen bliver jeg så frustreret, fordi de får det til at lyde som om, at jeg vælger det her. At jeg vælger at have hjemve hele tiden, eller at jeg vælger at vågnede grædende om natten, fordi jeg drømmer om dig, eller være vred det meste af tiden, fordi jeg lod dig gå. 

Jeg har søgt, i 3 år nu, efter en måde at komme videre på - og jeg har troet, mange gange, at jeg var ovre dig. Jeg sidder ikke i denne situation, fordi jeg synes, det er sjovt - jeg sidder her fordi, jeg ikke ved, hvordan jeg kommer ud af den, ligesom så meget andet. 

Jeg er ikke indbildsk - jeg sidder ikke og venter på, at du kommer tilbage, for det er jeg udmærket klar over, at du ikke gør. Men hvordan jeg kommer den sorg, det aner jeg ikke.
Måske er det fordi, jeg har holdt den nede så længe. Måske er det fordi, jeg ikke rigtigt har sørget, ud over på min blog. Jeg har nægtet at bryde sammen, og jeg har nægtet at virke svag. 

Der er kun én anden ting i mit liv, der har gjort så ondt, og det var, da min bedstefar døde. Og du ved, hvordan det ødelagde mig. 
Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det - så jeg ryger en masse smøger, hører en masse dårlige sange og græder. Jeg indrømmer det gerne, jeg græder stadig over dig. Er jeg ynkelig? Meget. Har jeg brug for andre til at pointere det? Absolut ikke.

"I wanted to fall off a bridge, not fall in love - but then I met somebody who made me forget the difference." 

"...I cannot tell you how thankful I am for our little infinity. I wouldn’t trade it for the world. You gave me a forever within the numbered days, and I’m grateful.”

Jeg har svært ved at tro det.

Svært ved at tro, at du "prøvede" at være sammen med mig, at du ingen følelser havde for mig, og at du droppede mig fordi, det "ikke var noget alligevel". 

Måske er jeg bare et hopeless case, men jeg kan ikke få det til at give mening i mit hoved. Du sagde, at du elskede mig - hvorfor siger man sådan noget, hvis man ikke mener det? 
Måske er det fordi, jeg ikke VIL tro det. At jeg ikke vil tro, at det var så simpelt, at du simpelthen ikke havde følelserne med i det - men det giver ingen mening. 

Jeg kan huske, at du kyssede mig, på sådan en øm måde, som om du troede, jeg kunne gå i stykker. Og de ting, du sagde.. Jeg kan ikke få det til at gå op. 

Jeg ved helt ærligt ikke, hvorfor det går mig sådan på. Hvorfor jeg går sådan op i det. Det kan vel være lige meget - jeg har ikke hørt fra dig i halvandet år. 
Måske er det fordi, jeg føler mig en smule udnyttet - hvis du ikke havde følelser for mig, hvorfor var vi så sammen? På både den ene og den anden måde. Det lyder ikke som dig at gøre sådan noget.
- og nu kommer jeg lige i tanke om noget - hvorfor i AL VERDEN havde du så et billede af os som baggrund på din telefon?

Jeg tror også, at det handler om, at jeg ikke vil give slip på dig - jeg har hele tiden haft denne idé om, at du kom tilbage til mig, på en eller anden måde, når du kom ud af det. Når du blev den gamle dig igen, og du var clean. 
Men hvis dette er rigtigt, kan jeg jo lige så godt smide en teori ud af vinduet. Det må jeg hellere gøre. Selvom det gør ondt as fuck. 

Måske er det også fordi, du var den første, der fik mig til at føle mig smuk, siden Philip. Så gør det endnu mere ondt at tænke på, at du ingen følelser havde for mig. Du er noget af det eneste, der har givet mening siden ham. Og så finder jeg ud af det her. Fuck.

I wanted to keep you forever next to me.
You know that I still do - and all I wanted was to believe.

For mange tanker.

Jeg undskylder på forhånd - dette bliver en blandet affære. 

Jeg er så ensom - igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med disse følelser, og hvor jeg skal gå hen.
Jeg vil rigtig gerne være sammen med nogen,  men når jeg så er det, så føler jeg ikke, at jeg rigtigt har noget at snakke om - ikke engang med min egen familie.
Jeg ville, igen, ønske, at jeg havde en kæreste - en som ham. Ikke nødvendigvis ham, bare en, der fik mig til at føle det samme. En, der forstod mig, holdt af mig, og ikke var bange for at vise det. Jeg elsker mine venner, men jeg savner bare at kunne gemme mig ind i nogle arme. 

Det føles som om, der er uendelige dage til i morgen klokken 17:30. Jeg vil bare gerne ud NU, ud og være sammen med nogen, jeg virkelig holder af. Men de kan jo ikke altid, når jeg kan, og det er også fair nok. Sådan er verden. Jeg hader det bare.

Jeg har lige fået at vide, at jeg ikke har "drive" til at gå i skole. Det forstår jeg ikke helt. Hvordan kan man, som en der kender mig rigtig godt, tro, at dette handler om det? Om vilje? Hvordan kan man ikke tro, at jeg ville ændre det, hvis jeg kunne? 

Jeg mangler min far. Og det har jeg skyldfølelse over, for det er min mor, der altid har været der for mig, men lige nu er det ham, jeg mangler. Måske fordi, det er det tætteste, jeg kommer på min farfar, selvom de er uendeligt forskellige. 

Jeg kunne godt en six-pack. Jeg er forfærdelig. 

It's been 3 years.

Jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal have det i dag. Jeg burde være nede - det har jeg været alle de andre gange, jeg har tænkt på dig - og i dag må da være særligt sørgelig? 

Men jeg er egentlig okay. Måske er det fordi, jeg lige har trænet, det hjælper jo på humøret.

Jeg savner dig stadig - det hverken kan eller vil jeg benægte. Jeg savner at se på dig sove, når jeg endelig fik lov. Jeg savner at mærke dine arme omkring mig, og jeg savner at irritere dig hele tiden. 

Jeg savner din familie - din mor især. Jeg glemmer aldrig den måde, hun fik mig til at føle mig velkommen på. 
Jeg kan huske, at du var lidt imponeret over, at jeg selv fik mig charmeret mig ind på hendes mand. Det forstår jeg ikke, det har jeg aldrig gjort. 

Jeg ved ikke, om jeg håber på, at du kommer tilbage - det ved jeg virkelig ikke. For selvom jeg elsker dig, så hader jeg dig. Jeg hader den måde, du behandlede mig på til sidst. Det fortjente jeg ikke. 

Jeg finder det også en smule tragikomisk, at det var lige præcis i dag, for 3 år siden, at jeg blev fast ryger. Jeg kan huske, at jeg tænkte "Årh, så fuck dog det hele", og bad min mor komme hjem med en pakke cigaretter. 
Siden har jeg røget uendelige mængder - især hver gang, jeg har tænkt på dig - så har min løsning altid været en smøg. Du kan tro, der er røget nogen ned, for du har egentlig aldrig rigtig forladt mit hoved.

Men det hele skal nok blive okay igen. Jeg er bare træt af at have hjemve hele tiden, fordi du ikke er her længere. Men på en eller anden syg måde, har jeg vænnet mig til, ikke at føle mig hel. Så jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle stille op, hvis du pludselig stod foran mors dør - det er det... tragiske ved det - det ved jeg, du ikke gør. 

And maybe when you get back , I'll be off to find another way.
And after all this time that you still owe , you're still the good-for-nothing I don't know.

I don't love you, like I did yesterday.

Jeg bliver så gal, når de får det til at lyde som om, at det er MIG, der ikke VIL have det bedre. At det er mig, der ikke vil ud, og at det er mig, der skaber mig - det er som om, de slet ikke overvejer, at det kunne stikke meget dybere. 

At det er for åndssvagt, at jeg er bange - og ja, det er det måske også, men ændrer det på noget, når man har, diagnosticeret, angst og paranoia? Absolut ikke. 

Hvordan skal jeg kunne ønske at komme ud, når de hele tiden siger, at det bliver sådan et andet sted også, og at der er flere af hans slags, når det er det, jeg har det allerværst med? 

"Problemerne følger dig bare derhen", "der vil bare være en ny ham" - undskyld mig, men kan I ikke se, hvorfor jeg ikke vil ud? Hvorfor jeg er så bange, at jeg ikke forlader min trygge base alene?

Som min psykiater sagde, som jeg har bidt mig meget fast i, så er jeg syg. Det der hjælper ikke - det hjælper ikke at blive sure, eller at få mig til at få det dårligt med mig selv.
Det hjælper heller ikke at grine og sige "Du har bare ikke drivet til det" - for jo, det kan du kraftedeme tro, jeg har. Jeg KAN bare ikke.

Jeg føler mig så alene. Jeg mangler Mikkel. Eller de der stærke arme, jeg sidst sov i for over 3 år siden. En eller anden, der ikke får det til at lyde som om, det er min skyld, at jeg gør det med vilje. 

Måske er det fordi, jeg ikke er moden nok til alt det her. Det tror jeg, lige nu, at det er. At jeg ikke er voksen nok til at skulle slås med alt det her - og det er jo bare ærgerligt. Jeg kan ikke gøre andet end at vente på, jeg bliver det. Det, eller blive inde i min egen lille verden resten af mit liv. Og er det overhovedet et liv? 

Og så bliver jeg så gal på mig selv. For hvad nu, hvis det i virkeligheden er min egen skyld? Hvis jeg selv har skabt dette, uden at vide det? Hvad nu, hvis de har ret? Jeg kan ikke overskue, at det kunne være sandt. 

"Her heart sank into her shoes as she realized at last how much she wanted him.

 No matter what his past was,

no matter what he had done.

Which was not to say, that she would ever let him know, but only that he moved her chemically, more than anyone she had ever met,

that all other men seemed pale beside him."

- F. Scott Fitzgerald. 

Happy birthday, babe. 

 

Progress report 3.

Hmm.. Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive i denne uge.

Jeg ved endnu ikke, om jeg har tabt mig mere - skal først vejes fredag. Men jeg har da været nødt til at købe et bælte til mine sorte skinny jeans - har ikke gået med bælte i snart 2 år!

Jeg blev meget.. forskrækket, over en bule på mit lår i går. Da jeg spurgte min mor, grinte hun og sagde "Det er en muskel, Michelle. Du træner jo dine ben meget". SÅ var det, at jeg blev forbavset - mig med muskler?! Men jaja, man lærer vel så længe, man lever! Men muskler på mig... hold da op!

Jeg har for nyligt opdaget "AXA Fiberhavregryn", og jeg er helt vild med det. Jeg plejer at spise en KÆMPE potion havregryn til morgenmad, fordi ellers kan jeg ikke blive mæt, men i dag måtte jeg sgu smide noget af det ud, så det må mætte noget mere. Det smager ikke helt så godt, siden der er hvedeklid i, men det er sgu okay. Og jeg er egentlig stadig mæt, så det er dejligt - det skal ikke afholde mig fra at spise et halvt knækbrød - living on the edge, you know. 

 

Jeg bliver så sentimental, når jeg stener min egen Facebook profil, og går ned i de der opslag fra vores 5 måneder. Og samtidig bliver jeg så vred.

Vred på mig selv, for NØJ hvor var jeg et forfærdeligt menneske. I guess I can see why you left now.
De ting, jeg skrev... Jeg kan slet ikke forstå, at det var mig. Måske var det Bente, men er det en undskyldning? Nej, det er det ikke. Det har det aldrig været. 

Jeg har egentlig været okay det meste af de sidste 5 måneder. Jeg har på ingen måde tænkt så meget på dig, som jeg plejer - på nær, når datoen siger den 2..
Så husker jeg altid, hvor glad jeg var den dag - og stolt. Stolt over, at du stadig ville have mig, selvom jeg ikke forstod det - og nu da SLET ikke gør.

Men lige de sidste par dage... Jeg har været så sentimental. Og har savnet dig SÅ meget. Ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Det er som om, at der stadig er en lille del af mig, der håber, at du kommer tilbage. 
Jeg tror, det er derfor, jeg ikke har været voldsomt forelsket siden - fordi jeg var "bange" for, at du skulle komme tilbage, og så ville jeg skulle vælge. Og helt ærligt, det ville aldrig have været et svært valg. Okay, 4 gange, i løbet af de sidste 3 år, ville jeg være nødt til lige at tænke over det i et par dage.

Men hver gang, det er gået over med en fyr, så er alle mine følelser for dig kommet blæsende tilbage. Jeg har aldrig helt forstået det - for jo, du var fantastisk - VAR. Ikke den person, du er blevet. Jeg kan slet ikke kende dig, og det har jeg sagt mange gange, til mange forskellige mennesker - men ikke desto mindre, så forstår jeg det ikke. Hvordan man kan ændre sig så meget på 8 måneder. Måske var det vreden. Jeg forstår det godt. Det gør jeg.

Jeg vil så gerne se dig igen - på afstand. Du skal ikke vide, at jeg kigger på dig. Jeg vil bare, noget så gerne se det smil igen, uden jeg skal ind på Sebbies Facebook profil, for at komme ind på din, og se dine billeder. Høre dig grine - selvom det aldrig, igen, bliver af, hvor sød jeg er (var). 
Bare... vide, at du er lykkelig. Uden mig. Jeg ved ikke, om det ville gøre den store forskel for min fremtid, men jeg ved, at det ville ændre min nutid - for jeg ville blive fyldt med en kærlighed, der er så stor, at jeg ikke kan, og aldrig har kunnet, håndtere den. 

Det skal nok gå over igen, det her. Det plejer det. Det tager bare lige nogle dage. Men hvor jeg håber, at du har det godt, min lille skat - det er alt, jeg nogensinde har ønsket - også selvom, det bliver uden mig. It'll be fine.

You'll never love yourself half as much as I love you - and you'll never treat yourself right, darling, but I want you to.