Michelle Nørgaard

Nogle gange glemmer jeg at sætte pris på jer, der forstår mig. Der forstår, at det her er svært, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere det. 

Som når Johanne siger, at en kold tyrker er den bedste udvej, men at hun aldrig ville dømme mig. Eller når min mor siger "Han var vel den første, du var rigtig forelsket i? Der har du dit svar."

Jeg hader, når jeg skal forsvare mig selv, især over for venner/veninder - inderligt hader det. For jeg kan ikke se pointen - hvis I ikke vil forstå det, så gør det vel ingen forskel, at jeg forklarer? 

Jeg har det bedre i dag - jeg er mere okay med det, end jeg var i går. Du kan jo gøre, hvad du vil. Det har du kunnet længe, jeg har bare ikke været cool med det. Ikke at jeg er det nu, men jeg er nødt til at lade som om. Igen.

Og det skal jo nok gå over. Det bliver det nødt til. Det plejer det. Det håber jeg.