Igen bliver jeg så frustreret, fordi de får det til at lyde som om, at jeg vælger det her. At jeg vælger at have hjemve hele tiden, eller at jeg vælger at vågnede grædende om natten, fordi jeg drømmer om dig, eller være vred det meste af tiden, fordi jeg lod dig gå.
Jeg har søgt, i 3 år nu, efter en måde at komme videre på - og jeg har troet, mange gange, at jeg var ovre dig. Jeg sidder ikke i denne situation, fordi jeg synes, det er sjovt - jeg sidder her fordi, jeg ikke ved, hvordan jeg kommer ud af den, ligesom så meget andet.
Jeg er ikke indbildsk - jeg sidder ikke og venter på, at du kommer tilbage, for det er jeg udmærket klar over, at du ikke gør. Men hvordan jeg kommer den sorg, det aner jeg ikke.
Måske er det fordi, jeg har holdt den nede så længe. Måske er det fordi, jeg ikke rigtigt har sørget, ud over på min blog. Jeg har nægtet at bryde sammen, og jeg har nægtet at virke svag.
Der er kun én anden ting i mit liv, der har gjort så ondt, og det var, da min bedstefar døde. Og du ved, hvordan det ødelagde mig.
Og jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndtere det - så jeg ryger en masse smøger, hører en masse dårlige sange og græder. Jeg indrømmer det gerne, jeg græder stadig over dig. Er jeg ynkelig? Meget. Har jeg brug for andre til at pointere det? Absolut ikke.
"I wanted to fall off a bridge, not fall in love - but then I met somebody who made me forget the difference."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar