Jeg har mange dårlige vaner - smøger, for meget cola, overforbrug af læbepomade, jeg kunne blive ved.
Men min dårligste vane, den jeg virkelig hader allermest, er min fascination af dig - og sådan har det været i snart 4 år.
Jeg er ikke forelsket i dig længere, så stor en idiot er jeg vel alligevel ikke, men hold kæft, du fascinerer mig.
Det har nok altid været det der med, at jeg troede, jeg kunne redde dig - hvis jeg bare elskede dig rigtigt, så ville alt blive godt for dig. Men sådan blev det ikke, og sådan bliver det aldrig - nok mest fordi, jeg har givet op. Jeg magter ikke kæmpe for det mere.
Sådan har jeg det for det meste - men så skriver du en besked, næsten lige meget hvad, og så er jeg, næsten, tilbage, hvor jeg startede. Bare det at vide, at du har tænkt på mig længe nok til, at du fik sendt en besked, får mig til at smile.
Jeg synes stadig, du er noget af det smukkeste i verden. Det der skæve smil, og de der blå øjne, som jeg ville kunne genkende alle steder. Nu bliver jeg en smule sentimental, det er jo typisk mig, det ved du.
Jeg har aldrig forstået dig, og du har nok aldrig forstået mig - men alligevel har du altid kunnet fange mig på en måde, så jeg glemte alt andet. Og du har altid kunnet forklare mig ting, så de hang ved.
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar