Jeg kommer til at skrive om noget nu, som mange af jer nok ikke forstår - og det er helt fair! Jeg skal bare have det ud.

Jeg tror ikke, der er nogen i denne verden, jeg elsker lige så højt, som jeg elsker Billie. Det lyder sygt og forkert, og måske ER det sygt og forkert - jeg har ikke engang mødt manden. 
- "Man kan ikke elske nogen, man ikke har mødt!!!" - stfu, ok?

Jeg har, især de sidste par dage, haft lyst til at kravle op på taget og skrige "I HAVE VERY STRONG FEELINGS TOWARDS BILLIE JOE!!!" - men jeg har endnu ikke gjort det. Lad os håbe, jeg ikke gør det - sidst endte jeg med knæskader i begge knæ.

Jeg kan ikke forklare, hvad han gør ved mig - det har jeg aldrig kunnet, og jeg kommer nok aldrig til det. Måske er det fordi, jeg ikke har mareridt, når jeg kan høre hans musik. Måske er det fordi, at 21 Guns er den eneste sang, der kan få mig til at slappe af igen efter et angstanfald. Måske er det fordi, at hans stemme føles som at komme hjem - hvis det giver NOGEN mening, overhovedet.

Jeg har for nyligt (i mandags) fået lavet en ny tatovering, og ikke nok med, at det blandt andet er et portræt af ham, men den sidder også samme sted, som hans photostrip af Adrienne sidder. Det havde jeg slet ikke tænkt over, da Dennis satte den der, men nu giver det ret god mening. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men det giver god mening i mit hoved. 

Jeg tror også, at mange har denne idé om, at jeg drømmer om hed sex med ham - det gør jeg faktisk ikke. Jeg vil ti gange hellere sidde på en eller anden snusket kaffebar og drikke kaffe med ham, selvom jeg ikke kan fordrage kaffe. Eller sidde et eller andet sted og få en smøg. Ja, det ville nok være det optimale.

Jeg hverken skriver eller snakker særlig tit om ham (synes jeg selv), for det ville være lidt ligesom at snakke om at trække vejret - begge dele giver lige god mening i min verden. 

Jeg føler mig lidt nødsaget til at skrive det sidste her - I må endelig ikke tro, at jeg ikke også elsker resten af Green Day. For det gør jeg. Inderligt, højt, helt nede fra under mine tæer, til helt op på toppen af mit hoved. Men Billie er bare.... Jeg ved det ikke. Ham, der får alt i min verden til at give mening. Og ja, det lyder sygt. Men sådan er det.

"I had to fight like hell to survive - and fighting like hell made me what I am."

Min mor siger, at det er bedst sådan her. Og jeg kan godt, i mit hoved, se logikken. 

Men det føles som om, en eller anden har banket et hul i brystet på mig - og det er da ikke normalt efter så kort tid? Men jeg har vel heller aldrig været normal.

Måske er det fordi, jeg havde for meget tiltro til dig - at jeg simpelthen, på en måde, troede dig, når du sagde, at du ville det samme som mig. Måske er det fordi, jeg troede, jeg kendte dig - vi har snakket sammen i 2 år, så selvfølgelig gjorde jeg det. Måske gjorde jeg. Jeg ved det ikke. 

Måske er det fordi, du ikke engang kan tage dig sammen til at svare på den besked. Så føler man sig da slet ikke worthless. 

Jeg har ikke lyst til at lave noget, andet end at sidde på min røv og stene Tumblr. Og muligvis træne, for jeg har et lille håb om, at det ville hjælpe. Men det kan jeg ikke nå, for min kontaktperson kommer om lidt, så jeg må have det sådan her i timer endnu. Kæft jeg whiner. Get a grip, girl. 

 

"...You don't destroy the people you love."

"I’m in love with you, and I’m not in the business of denying myself the simple pleasure of saying true things. I’m in love with you, and I know that love is just a shout into the void, and that oblivion is inevitable, and that we’re all doomed and that there will come a day when all our labor has been returned to dust, and I know the sun will swallow the only earth we’ll ever have, and I am in love with you.”

Jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært at sige det.

Hvorfor ordene ikke vil komme ud af mig. Måske er det fordi, jeg venter på det rette tidspunkt - men kommer det nogensinde? Er det ikke bedre bare at skrige det ud over hele verden? 

Måske er det fordi, jeg virkelig mener det - det har jeg også gjort før, det er ikke det, men... dette er lidt uvant. Måske er det fordi, jeg er så usikker - fordi jeg er bange for, at han ikke mener det alligevel, og så vil jeg for alt i verden ikke virke som den eneste, der har det sådan.

Måske er det fordi, jeg ikke har haft det sådan i virkelig lang tid - lang tid for mig, i hvert fald. Før fik jeg det jo næsten sådan, bare nogen sagde, at jeg var pæn - overdrivelse fremmer forståelsen.

Måske er det fordi, jeg har brug for at høre det igen. Måske er det fordi, jeg ikke helt tror ham. Måske er det fordi, og det tror jeg mest på, at det ingen mening giver - hvorfor skulle han have det sådan? 

"I love him, and that's the beginning and end of everything."

Hvorfor kan jeg ikke bare sige det? 

Hvorfor kan vi ikke bare blive enige om, at nu giver vi det KRAFTEDERMAME (Ja, du læste rigtigt) en chance? Hvorfor skal det hele være så kompliceret?

Og hvorfor skal du bo så langt væk? Kan du ikke bare bo i min stue, så jeg kan kramme dig, når jeg har lyst? 
Og hvorfor tillod jeg mig selv at virke så vred på dig? Måske fordi, jeg ikke vil virke svag - igen... 

Jeg er en stor tilhænger af, at man skal kæmpe for det, man holder af - og det gør jeg, så meget jeg nu kan, men... Jeg ved slet ikke, om du vil kæmpes for?
 
Får jeg noget ud af det, udover de blandede signaler? Bliver det her nogensinde til andet end det, det er lige nu? Jeg er så fucking utålmodig, jeg ved det godt, men jeg er så dårlig til ikke at vide, hvad der skal ske - bare spørg mine forældre. 

Nå. Jeg skal i bad. 

I know that you're scared, but you don't have to be afraid 

'Cause I won't let you down, I'll be there every step of the way.
We've been keeping it quiet, but I need to say it out loud, 

'cause it's about time to let our walls come down.

Don't you get sick of only hearing your own voice?
Talk like you're so damn tough, but you're just a little boy.
You like to think you've broke the mold but now I'm sure, 

you'll crack just like the rest when I break your fucking jaw.

Let me begin by saying what I mean; it's a crime against the heart you know, to be somewhere in between.

Well don't be shy, I've got an open heart and hand - and I just might have to confess just where I stand.

Lately you make me weaker in the knees.

Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville skrive herinde, men nu er jeg desperat.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv - der er kun gået 5 dage. Hvordan kunne jeg blive ramt så hurtigt? Hvordan kunne al min selvstændighed forsvinde ud af vinduet på så kort tid? Hvorfor kan jeg pludselig huske, hvorfor jeg har savnet denne følelse, og sekundet efter hader jeg alt i verden? Det er så FUCKING typisk mig, det her.

Og så alligevel ikke - jeg har ikke haft det sådan med nogen siden Jack. Jeg er ikke gået så meget op i en fyr siden, og jeg har egentlig været helt okay med det. Jeg har ikke, som sådan, manglet lige præcis det her. Jeg troede aldrig, jeg ville få disse følelser igen.

Og nu sidder jeg her, og er sur på hele verden, fordi jeg ikke kan finde ud af ham. Har aller mest lyst til at tude, men jeg kan ikke få tårerne frem. Og så er jeg blevet reguleret i medicin, så nu mærker jeg det endnu mere. Fedt.

Jeg ville ønske, at Mikkel var hjemme. Jeg ville ønske, der ikke var 10 dage, til jeg skulle have øl. Jeg ville ønske, jeg kunne få mig til at spise noget Ben & Jerry's. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad jeg skulle sige, til hvem, og hvornår, for at få det til at holde op.

Jeg ville ønske, at jeg bare kunne sige det til ham - være ærlig, og spørge ham. Men det kan jeg jo umuligt. For hvad nu, hvis han slet ikke ved, jeg har det på denne måde? (Er godt klar over, at det ikke er det klogeste at skrive det her, så - jeg er ikke idiot.)

Jeg vil bare gerne have min bedste ven og en sixpack. Hvorfor skal det hele være så kompliceret? For helvede. 

"....but now I'm greedy - I want you to love me."

Blandet.

Har lige læst et af mine gamle indlæg, og nu er jeg sådan helt... "hold da op" - jeg var virkelig langt ude. 
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med de indlæg - jeg vil ikke slette dem, for de er jo en del af min fortid, men samtidig bringer de forfærdelige minder frem. 

Minder fra barndommen, fra voldtægten, fra Philip, fra de ting, Jack sagde, da han slog op, og... Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med disse følelser. Jeg kan jo umuligt begynde at snakke om det igen, når det er over et halvt år siden. Jeg må jo for fanden komme videre.



Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg tænker slet ikke så meget på ham mere (I ved godt, hvem jeg snakker om). Om det er fordi, det er gået op for mig, at jeg ikke får noget ud af det, det ved jeg ikke. Men jeg drømmer stadig om ham. Mindst én gang i ugen. Og jeg hader det.



Jeg er stadig ensom, men det er ikke så slemt. Måske har jeg slet ikke brug for en kæreste. Måske har jeg virkelig nok i mig selv, mine venner og min familie.
Jeg savner stadig at høre en sige "Jeg elsker dig", som ikke er min mor eller far. Men jeg er også kommet frem til, at jeg vil ikke nøjes. Jeg vil ikke have en kæreste, bare for at have en.
Det er ikke længere nok, at han ser godt ud, eller at han er sød. Hvis jeg ikke er head-over-heels inlove, så kan de godt glemme det.
Det er ikke længere så nemt at imponere mig og gøre mig forelsket, som det var før. Det har jeg måske nævnt før, det kan jeg ikke huske.
Men jeg falder ikke for de søde ord længere, og bliver ikke ekstatisk over opmærksomheden, selvom den selvfølgelig er rar. Måske er det ved at gå op for mig, at jeg rent faktisk fortjener noget godt. Jeg ved det ikke. 



Jeg har for nyligt genopdaget Bon Jovi, som jeg har nævnt herinde før, og jeg er forelsket. Havde jeg dog bare gjort det for flere år siden.


Nu vil jeg i bad, for jeg lugter.