Blandet.

Har lige læst et af mine gamle indlæg, og nu er jeg sådan helt... "hold da op" - jeg var virkelig langt ude. 
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med de indlæg - jeg vil ikke slette dem, for de er jo en del af min fortid, men samtidig bringer de forfærdelige minder frem. 

Minder fra barndommen, fra voldtægten, fra Philip, fra de ting, Jack sagde, da han slog op, og... Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med disse følelser. Jeg kan jo umuligt begynde at snakke om det igen, når det er over et halvt år siden. Jeg må jo for fanden komme videre.



Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg tænker slet ikke så meget på ham mere (I ved godt, hvem jeg snakker om). Om det er fordi, det er gået op for mig, at jeg ikke får noget ud af det, det ved jeg ikke. Men jeg drømmer stadig om ham. Mindst én gang i ugen. Og jeg hader det.



Jeg er stadig ensom, men det er ikke så slemt. Måske har jeg slet ikke brug for en kæreste. Måske har jeg virkelig nok i mig selv, mine venner og min familie.
Jeg savner stadig at høre en sige "Jeg elsker dig", som ikke er min mor eller far. Men jeg er også kommet frem til, at jeg vil ikke nøjes. Jeg vil ikke have en kæreste, bare for at have en.
Det er ikke længere nok, at han ser godt ud, eller at han er sød. Hvis jeg ikke er head-over-heels inlove, så kan de godt glemme det.
Det er ikke længere så nemt at imponere mig og gøre mig forelsket, som det var før. Det har jeg måske nævnt før, det kan jeg ikke huske.
Men jeg falder ikke for de søde ord længere, og bliver ikke ekstatisk over opmærksomheden, selvom den selvfølgelig er rar. Måske er det ved at gå op for mig, at jeg rent faktisk fortjener noget godt. Jeg ved det ikke. 



Jeg har for nyligt genopdaget Bon Jovi, som jeg har nævnt herinde før, og jeg er forelsket. Havde jeg dog bare gjort det for flere år siden.


Nu vil jeg i bad, for jeg lugter.