Michelle Nørgaard

Jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville skrive herinde, men nu er jeg desperat.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv - der er kun gået 5 dage. Hvordan kunne jeg blive ramt så hurtigt? Hvordan kunne al min selvstændighed forsvinde ud af vinduet på så kort tid? Hvorfor kan jeg pludselig huske, hvorfor jeg har savnet denne følelse, og sekundet efter hader jeg alt i verden? Det er så FUCKING typisk mig, det her.

Og så alligevel ikke - jeg har ikke haft det sådan med nogen siden Jack. Jeg er ikke gået så meget op i en fyr siden, og jeg har egentlig været helt okay med det. Jeg har ikke, som sådan, manglet lige præcis det her. Jeg troede aldrig, jeg ville få disse følelser igen.

Og nu sidder jeg her, og er sur på hele verden, fordi jeg ikke kan finde ud af ham. Har aller mest lyst til at tude, men jeg kan ikke få tårerne frem. Og så er jeg blevet reguleret i medicin, så nu mærker jeg det endnu mere. Fedt.

Jeg ville ønske, at Mikkel var hjemme. Jeg ville ønske, der ikke var 10 dage, til jeg skulle have øl. Jeg ville ønske, jeg kunne få mig til at spise noget Ben & Jerry's. Jeg ville ønske, at jeg vidste, hvad jeg skulle sige, til hvem, og hvornår, for at få det til at holde op.

Jeg ville ønske, at jeg bare kunne sige det til ham - være ærlig, og spørge ham. Men det kan jeg jo umuligt. For hvad nu, hvis han slet ikke ved, jeg har det på denne måde? (Er godt klar over, at det ikke er det klogeste at skrive det her, så - jeg er ikke idiot.)

Jeg vil bare gerne have min bedste ven og en sixpack. Hvorfor skal det hele være så kompliceret? For helvede.