Jeg har brugt næsten 7 år på simpelthen at overleve, og nu føler jeg faktisk, at jeg lever. Det lyder mærkeligt, men jeg kan virkelig mærke forskellen på, blot at komme igennem dagene, og så rent faktisk at være glad for at vågne. Det er fantastisk.
Jeg har stadig mine dårlige dage, don't get me wrong, men hold kæft, hvor er de blevet minimerede. Og hvor er det skønt.
Jeg døjer så virkelig med hoved/mavepine for tiden, men det foretrækker jeg KLART frem for, at have det skidt psykisk, og at være så paranoid, at man ikke kan gå udenfor en dør.
Igen, don't get me wrong, jeg er ikke "paranoia-fri", og jeg er stadig RIGTIG glad for min medicin, men jeg har det faktisk godt. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så... tilfreds med livet. Tror virkelig, tilfreds er det bedste ord, jeg kan bruge.
Og for én gangs skyld, er jeg ikke ensom. Jeg er ikke sådan "GIV MIG EN AT PUTTE MED, FOR JEG HADER MIG SELV, SÅ EN ELLER ANDEN SKAL SIGE, AT JEG ER KØN!!!" - overhovedet. Jeg er egentlig helt cool med at være single - der er dog én, der godt måtte lave om på det, men sådan er det vel altid, haha.
Bare... denne her følelse af at LEVE. Jeg elsker den. Jeg eksisterer ikke blot længere, jeg kan virkelig mærke, at jeg er i live, og for første gang i 7 år, elsker jeg det.
Jeg elsker alle de mennesker, jeg har i mit liv, og jeg ville ikke undvære dem for noget i verden. Jeg ville ikke undvære dette for noget i verden.
Jeg er glad. Jeg er tilfreds. Jeg er mere end okay. Og jeg er ved at få selvtillid. Er det lige fantastisk, eller hvad?!
“To live is the rarest thing in the world. Most people exist, that is all.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar