Jeg ville ønske, at jeg kunne tro på det. På kærligheden, på, at en virkelig ville mig.
Måske er det fordi, jeg har set det gå galt så mange gange - måske er det fordi, det er gået galt for MIG så mange gange. Måske er det fordi, jeg ikke tør tro på det - jeg ved det ikke.
Jeg ville også ønske, at jeg ikke blev vild med (Hader det udtryk, men "forelsket" er sgu lige i overkanten) fyre, der ikke kan finde ud af at vise det alligevel, selvom de siger det.
Måske er det fordi, at jeg ikke tror på ord længere. Jeg skal have handlinger - om jeg så tror på dem, det ved jeg sgu heller ikke helt.
Jeg føler mig en smule ødelagt på det punkt - på alle andre punkter har jeg det jo godt, men det der kærligheds-noget... Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg bliver så pisse usikker, og så bliver jeg så ked af det og vred på mig selv, for kan det da for fanden ikke være lige meget?
Næh, det kan det ikke.
Jeg er jo ikke ensom, så hvorfor går det mig på? I have no fucking idea.
Måske er det fordi, jeg kun har været rigtigt forelsket et par gange, og de behandlede mig som lort, så jeg tør ikke lukke op igen. Det kan sagtens være, men uanset hvad, så er det DØD irriterende. Jeg bliver jo aldrig gift sådan her, haha.
Måske er det også det, at jeg har den der følelse af, at man aldrig rigtigt kender et menneske - og det stammer nok, igen, fra de der to forelskelser. Du ved sgu aldrig, hvornår nogen røvrender dig. Er det en deprimerende tanke? Indeed. Er det sandt? Jeps.
Jeg lyder virkelig kynisk lige nu, gør jeg ikke?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar