Jeg' da ligeglad, jeg' da ligeglad......

(Beklager, hvis dette bliver rodet - har fået et par øl, haha)

Jeg hader de dage/aftener, hvor jeg ikke ved, hvad jeg føler/tænker.

Savner jeg dig, savner jeg bare en eller anden, eller har ensomheden taget over?

Er det fordi, jeg ikke er okay med, bare at være mig selv? Er det fordi, du er noget særligt? Er det fordi, jeg er træt, eller hvad FUCK sker der?

Jeg har ingen idé.

Jeg ved bare, at noget mangler. Og det var der, da du var her - selvom du aldrig rigtigt var her. Du var jo aldrig rigtigt min, og det er okay. I'm dealing with it.

Måske er det bare fordi, jeg har været så pishamrende stresset og, en smule, deprimeret den sidste måned. Måske er det fordi, du gjorde det meste okay - når du "gad" at svare/skrive.

Jeg ved vitterligt ikke, hvad der sker. Måske er det bare øllene, haha.

Men sagen er den, at jeg kan sidde og synge "Ku' ikk' gi' en fuck for dig, det' derfor jeg ikk' gav den op til dig", så mange gange, jeg har lyst til - det erstatter dig bare ikke. Og JA, jeg ved godt, at livet ikke går ud på at "erstatte" mennesker, men for satan.... jeg er træt. 

Dette er nok det mest forvirrende indlæg, jeg nogensinde har skrevet, haha. Beklager meget - det har været en lang dag.

Jeg savner dig.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv i dag. Hvad jeg skal gøre, hvor jeg skal gå hen, og hvad jeg skal sige. For er der mere at sige?

I dag er det 6 år siden, min verden for alvor faldt fra hinanden. Don't get me wrong, det var også FORFÆRDELIGT, da mormor og faster døde, men... det her var bare noget andet. 

Måske fordi, du var noget andet. Jeg elskede mormor og faster rigtigt højt, men du... du var jo... min ekstra forælder, som jeg har sagt det så mange gange før. Og for satan, hvor rev den dag mit hjerte ud. Og gør det gang på gang, når jeg tænker på det.

Der er stadig en lille del af mig, der bebrejder mig selv. Men, som jeg prøver ihærdigt på at forklare mig selv, så kunne jeg ikke have gjort noget anderledes. Som sagt før, så var jeg en angst, deprimeret 14-årig lille pige, som troede på dine ord, præcis som hun altid havde gjort. 

Jeg havde nok bare forventet, at jeg ville være okay med det nu. Eller... det ved jeg ikke. Jeg havde aldrig forventet, at du ville dø. Guder dør ikke, remember?

Jeg er SÅ vred i dag. Så vred, så ked af det, så stresset, og så smadret. Jeg har bare lyst til at gemme mig under dynen, men det er ikke løsningen. Jeg er nødt til at kæmpe, for det ved jeg, at du ville have ønsket.

Men for satan, jeg mangler dig. Hver eneste dag. Det tror jeg aldrig, jeg stopper med. 

Men den klump i min hals, må godt snart forsvinde. Ikke, at jeg vil glemme dig - det gør jeg aldrig. Men... bare det, at savnet kunne blive mindre, ville være fantastisk, selvom jeg sikkert ville føle mig skyldig. 

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal få det her afsluttet, så det gør jeg med det citat, der minder mig aller mest om dig;

"If tears could build a stairway, and memories a lane, I would walk right up to Heaven and bring you back again." 

Jeg har det bedre med mig selv. Det har jeg. 

Der er endda dage, hvor jeg kan kigge i spejlet, og tænke "Det er ikke helt skidt, det her!" - i dag er bare ikke en af disse dage.

Jeg er stor tilhænger af "Fake it till you make it" konceptet, men der er dage, hvor det ikke er muligt.

Hvor jeg kigger på mig selv, og er sådan helt "...whyyyyyy?" Og sådan en dag er det i dag. 
En af de dage, hvor jeg hader mit spejlbillede. Hvor det hele tager overhånd, og jeg ligefrem, næsten, bliver ked af, at jeg ikke vejer 47 kg mere. For det gør jeg ikke, og det er jeg godt klar over. Jeg kan jo godt selv se det.

Og så bliver jeg sådan "Det er da derfor, jeg ikke har en kæreste" - og jeg ved godt, det ikke hænger sådan sammen, men jeg kan ikke altid rationalisere mine tanker. 

Jeg ved godt, at min livsstil er væsentlig mere sund nu, end den var for 5 år siden, da jeg var hende den lille, tynde pige, der altid fik at vide, at hun da vist ikke spiste ret meget, at hun burde tage på, og hvis en eller anden havde min krop, SÅ havde han/hun taget på. 

Og jeg ønsker ikke at komme tilbage til dengang, og det gør jeg heller ikke. Jeg vil bare gerne... være tynd. Ikke sygeligt tynd, som dengang, men bare...sådan... normal, I guess. Når jeg nu ikke kan være normal på andre punkter, måtte min krop godt være det, haha.

Men denne dag slutter, og i morgen har jeg det bedre med mig selv igen. Det plejer jeg. Der er jeg sikkert rimelig okay med det igen, og tænker "Du kører bare på, til de sidste kg er væk!", men i dag virker det som om, det tager meget, meget, meget lang tid, inden de er væk, og det er trættende. Meget. 

 

Jeg forstår godt, at livet ikke altid skal være simpelt - jeg forstår bare ikke, hvorfor det skal være så kompliceret.

Hvorfor det er så nemt at "catche" følelser for nogen.

Hvorfor man bliver sådan helt "YAY!", fordi man begynder at skrive med en fuckboy igen, selvom man godt ved, at det er en fucking dårlig idé.

Jeg er jo ikke forelsket - det er jeg godt selv klar over. Jeg har ikke været forelsket i 2 år, men alligevel... Det er fandeme træls, når man godt selv ved, at det aldrig fører nogen vegne. 

Men ønsker jeg, at det skal føre til noget? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad der er med mig i dag. Måske er det fordi, som Mikkel siger, at jeg er rimelig ensom. Måske er det fordi, jeg savner en kæreste. 

Og så, at det lige er HAM. Jeg kan ikke styre mig omkring ham, det har jeg aldrig kunnet. Jeg bliver et helt andet menneske, når jeg er sammen med ham - på en ufattelig god måde.
Jeg går ikke op i, hvad folk tænker om mig, så længe han er ved siden af mig. Jeg er ikke så... fucked, jeg er helt anderledes. Måske er det det, jeg savner. Jeg ved det vitterligt ikke.

Måske er det også fordi, han var den første mange ting. Måske er det fordi, der simpelthen er så mange gode minder, som jeg gerne vil have flere af. Men det kan man da også få som venner - men kan jeg overhovedet finde ud af at være venner med ham? I have no fucking idea.

Og nej, man skal aldrig gå tilbage til en fuser - men jeg har sgu heller ingen chance, så don't worry, haha.

Here we go again, I've got a sin I really need to confess - dirty little friend, I'm addicted to your madness.