Hvorfor det er så nemt at "catche" følelser for nogen.
Hvorfor man bliver sådan helt "YAY!", fordi man begynder at skrive med en fuckboy igen, selvom man godt ved, at det er en fucking dårlig idé.
Jeg er jo ikke forelsket - det er jeg godt selv klar over. Jeg har ikke været forelsket i 2 år, men alligevel... Det er fandeme træls, når man godt selv ved, at det aldrig fører nogen vegne.
Men ønsker jeg, at det skal føre til noget? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad der er med mig i dag. Måske er det fordi, som Mikkel siger, at jeg er rimelig ensom. Måske er det fordi, jeg savner en kæreste.
Og så, at det lige er HAM. Jeg kan ikke styre mig omkring ham, det har jeg aldrig kunnet. Jeg bliver et helt andet menneske, når jeg er sammen med ham - på en ufattelig god måde.
Jeg går ikke op i, hvad folk tænker om mig, så længe han er ved siden af mig. Jeg er ikke så... fucked, jeg er helt anderledes. Måske er det det, jeg savner. Jeg ved det vitterligt ikke.
Måske er det også fordi, han var den første mange ting. Måske er det fordi, der simpelthen er så mange gode minder, som jeg gerne vil have flere af. Men det kan man da også få som venner - men kan jeg overhovedet finde ud af at være venner med ham? I have no fucking idea.
Og nej, man skal aldrig gå tilbage til en fuser - men jeg har sgu heller ingen chance, så don't worry, haha.
Here we go again, I've got a sin I really need to confess - dirty little friend, I'm addicted to your madness.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar