Jeg savner dig.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv i dag. Hvad jeg skal gøre, hvor jeg skal gå hen, og hvad jeg skal sige. For er der mere at sige?

I dag er det 6 år siden, min verden for alvor faldt fra hinanden. Don't get me wrong, det var også FORFÆRDELIGT, da mormor og faster døde, men... det her var bare noget andet. 

Måske fordi, du var noget andet. Jeg elskede mormor og faster rigtigt højt, men du... du var jo... min ekstra forælder, som jeg har sagt det så mange gange før. Og for satan, hvor rev den dag mit hjerte ud. Og gør det gang på gang, når jeg tænker på det.

Der er stadig en lille del af mig, der bebrejder mig selv. Men, som jeg prøver ihærdigt på at forklare mig selv, så kunne jeg ikke have gjort noget anderledes. Som sagt før, så var jeg en angst, deprimeret 14-årig lille pige, som troede på dine ord, præcis som hun altid havde gjort. 

Jeg havde nok bare forventet, at jeg ville være okay med det nu. Eller... det ved jeg ikke. Jeg havde aldrig forventet, at du ville dø. Guder dør ikke, remember?

Jeg er SÅ vred i dag. Så vred, så ked af det, så stresset, og så smadret. Jeg har bare lyst til at gemme mig under dynen, men det er ikke løsningen. Jeg er nødt til at kæmpe, for det ved jeg, at du ville have ønsket.

Men for satan, jeg mangler dig. Hver eneste dag. Det tror jeg aldrig, jeg stopper med. 

Men den klump i min hals, må godt snart forsvinde. Ikke, at jeg vil glemme dig - det gør jeg aldrig. Men... bare det, at savnet kunne blive mindre, ville være fantastisk, selvom jeg sikkert ville føle mig skyldig. 

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal få det her afsluttet, så det gør jeg med det citat, der minder mig aller mest om dig;

"If tears could build a stairway, and memories a lane, I would walk right up to Heaven and bring you back again."