Jeg er ikke god til det her.

Jeg er ikke godt til at savne folk - især dig. Hvilket er ironisk, når jeg har savnet dig i fire år.

Jeg er ikke god til, at jeg ikke kan finde en ny, der kan "erstatte" dig, hvor forfærdeligt det end lyder. 
Don't get me wrong, som jeg har sagt før, så har der været et par stykker, der kom tæt på, men... Jeg bliver altid mindet om, at de jo for fanden ikke er dig.

Og det er skam ikke fordi, jeg ikke leder - men måske leder jeg for meget. Jeg ved det sgu ikke.

Og så er der jo altid de der idioter, der siger "Kom dog for helvede videre", og jeg bliver så gal. Virkelig arrig, for det er jo ikke så simpelt - hvis det havde været det, så havde jeg jo gjort det for længst.

Men, hvis jeg skal finde noget godt i det her, så handler det jo ikke længere om, at jeg ikke kan leve uden dig - det kan jeg sagtens. 

Jeg har, på mange måder, kun fået det bedre de sidste 4 år. Men alligevel er det som om, at der er noget, der mangler - eller, ikke noget, men nogen.

Jeg er i det mindste heller ikke vred på dig mere. Jeg er bare.... ked af det, tror jeg, beskriver det bedst. Og det er virkelig heller ikke fedt, haha.

Men alligevel kan jeg ikke få mig til at fortryde ét sekund af den tid, jeg brugte sammen med dig - for du viste mig, hvad kærlighed virkelig er.

Du viste mig, at jeg var vigtig, og at jeg var helt ok, som jeg var. Du viste mig, at kærligheden KAN være all-consuming, og at den faktisk kan være bedre end i bøgerne. 
Og måske er det det, der pisser mig mest af - at der ikke er andre, der har fået mig til at føle sådan igen. Det forsvandt ligesom sammen med dig.

Men det skal nok gå. It'll be fine. Jeg skal bare lige igennem sorgen, igen. Det har jeg jo snart øvelse i, haha.

”And I know things ended badly but I’d do it all again. ”

Min "det gør ondt" playlist.

Hej venner. 

Hvis det ikke skulle være gået op for jer, i løbet af de sidste par indlæg, er jeg virkelig blevet offer for kærestesorgen på det sidste - jeg hører derfor meget de samme sange, som jeg føler et behov for at dele (don't ask why). Måske i håb om, at de kunne hjælpe andre, der står i samme situation, som jeg gør. So here we go. 

Fordi, lad os være ærlige - hvad er bedre end Jon og Richies tekster? Ikke meget. Og så er den også virkelig god til de dage/øjeblikke, hvor man er virkelig, virkelig bitter og vred - hvilket, helt ærligt, er meget af tiden, haha. 

Fordi A) Perrie er fucking lækker, og hendes stemmer giver mig, gang på gang, eargasm, og det hjælper lidt på det hele.
B) Sangen er jo fantastisk, og de gør det virkelig godt.

Fordi Cassadee er fantastisk, og jeg stadig bliver målløs over hendes stemme - og så beskriver teksten hele denne fase SÅ godt. 

"So this is my apology for saying all those shitty things I wish I didn't really mean - I'm sorry, I'm not sorry." - bliver det meget mere ærligt?

Årh, Marina, du gør min sjæl lidt mere glad. 

"..but I'm fine, I just miss you all the time - just friends" - kombiner den lyric med Jenna's stemme, og så er der 99% risiko for, at jeg tuder. 

Fordi, helt ærligt, jeg kunne da ikke lave sådan en liste uden, at have mine drenge med på den. Og så er den sang jo bare fantastisk.

Jeg prøver på at være okay - det gør jeg virkelig. 
Og det går også, for det meste, okay. Indtil jeg kommer i seng - så vender det hele tilbage, og jeg har bare lyst til at skrige ned i puden.

Som Mikkel sagde i aften, så er det værste jo, at du giver mig håb, og at jeg lige nåede at smage på lykken, som nævnt tidligere. Og at du gør det igen, og igen, og igen, og....
Og ja, jeg tillader det - jeg lader dig gøre det. Ingen tvivl om det.

Og jeg ville gerne sidde her og sige "NU er jeg kraftedeme færdig!!" - men er det så simpelt? Nok ikke. 

Men jeg hader det. Det gør jeg virkelig.

Jeg føler mig så trådt på, så udnyttet, så pisset på, så... alt muligt lort. 

Jeg er sur. Jeg er virkelig, virkelig vred - for jeg fortjener det ikke. INGEN fortjener denne slags behandling.

Og jeg kan ikke connecte denne behandling med, at du påstår, at du "elsker" mig - det kan jeg virkelig ikke. 
For, som jeg har nævnt før, så behandler man ikke mennesker, man elsker, på denne måde. Det gør man sgu ikke - ikke at jeg mener, at man burde behandle mennesker, man ikke elsker, på denne måde, men... you catch my drift. 

"You were red, and you liked me because I was blue,
you touched me and suddenly I was a lilac sky,
and you decided purple just wasn’t for you."

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal være så naiv. 

Så naiv, at jeg tror på det, når folk siger de "rigtige" ting - jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor jeg udsætter mig selv for det, gang på gang. 

Måske er det fordi, jeg SÅ gerne vil tro på det - for de kan vel ikke ALLE have løjet? Så dårligt et menneske er jeg vel ikke, at jeg fortjener det.

Men, så igen, det her fortjener jeg heller ikke. 

Jeg fortjener én, der fucking ved, hvad han vil. Der rent faktisk holder de ting, han lover. En, der ikke bare lover guld og grønne skove, for så at forsvinde i et godt stykke tid, for derefter at komme tilbage og forvente endnu en chance - granted, det sidste er nok min egen skyld, da jeg er alt for "god" til at give ekstra chancer.

Jeg fortjener én, der ser på mig, hver eneste dag, som om, at han har vundet 300 mio. i Euro Jackpot - det fortjener vi alle. Måske skal vi bare minde os selv om det engang i mellem, især i situationer som denne.

Men... så er der bare også det faktum, at jeg ikke har følt sådan, for en "anden", i meget meget lang tid - ikke siden, han sidst var i mit liv, faktisk. 

Jeg nåede lige at smage på lykken. Det gjorde jeg virkelig. Jeg tror, det var definitionen på lykke, at høre hans stemme igen, og næsten kunne se en fremtid, der involverede ham, ude i horisonten. 

Men så sidder jeg her, 3 dage senere, og har grædt alt for meget, sovet alt for lidt, og lavet alt for lidt. Det skal jo nok gå - det ved jeg jo godt. Jeg har klaret det her før, jeg kan gøre det igen. 

Men et livstegn ville nu være rart.

"I love you to the moon and back

.. but I'd go further if you asked."  

Jeg har ikke lige fundet en eller anden fancy måde at starte dette indlæg på, så bær lige over med mig, for det her bliver fandeme en rodet affære. 

Jeg synes, at jeg får mere og mere ambivalente følelser omkring alt det her - omkring dig. De har været ambivalente de sidste 4 år, don't get me wrong, men... alligevel.

Jeg er også kommet frem til, at jeg tror, det der går mig mest på er, at jeg ikke har fundet en ny. 

At det måske er fordi, at jeg ikke har oplevet den der all-consuming-love siden dig. 
Misforstå mig ikke, der har været én, der kom tæt på, men... ingen har haft den samme effekt på mig, som du havde. Om det er godt eller skidt, det ved jeg ikke - men lidt skræmmende, er det ikke?

Jeg synes vitterligt, at det er skræmmende - skræmmende, at jeg ikke har følt den form for kærlighed, siden jeg var 16/17 år. Måske er der virkelig noget galt med mig, haha. 

Jeg snakkede med min, nu gamle, kontaktperson på psyk om det i dag, og hun fortalte mig, at der seriøst er noget om det, når folk snakker om den der "første kærlighed" - at det virkelig ikke bare er noget, der går væk igen. Og det er helt ærligt også FUCKING skræmmende, for jeg kan da for fanden ikke gå rundt og længes efter dig hele mit liv? 

Og jeg ved heller ikke, om jeg går og håber på, at der sker et eller andet - for jeg ved jo udmærket godt, at det gør der ikke. Og selv hvis der gjorde, hvad fanden ville det så ikke ende med? Jeg tør ikke tænke på det - hverken det ene eller det andet.

Men i det mindste jeg er ikke vred på dig mere - jeg tror, jeg har båret rundt på mere vrede til dig i alle disse år, end jeg lige har vidst. Jeg tror faktisk, at jeg har tilgivet dig. Og dét er stort. 
 
Og jeg har bare lyst til at tude, og skrige, og bare... få det ud. Men det kan jeg selvfølgelig ikke. Fucking typisk.  

"..but I'm fine,
I just miss you all the time."