Jeg ved godt, at jeg skal "væbne mig med tålmodighed". Jeg ved godt, at det ikke "bare" går væk, når det har været der i 19 år. Jeg ved godt, at Rom ikke blev bygget på en dag. Jeg ved godt, at det, på et tidspunkt, nok bliver bedre.


Jeg ved det godt. Jeg ved det fucking godt. 

Men jeg er træt - træt af, at være så angst, at jeg ikke kan alle de ting, jeg gerne vil - jeg kan jo ikke engang halvdelen, lol. 

Og jeg er, ærlig talt, pishamrende bange - bange for, at jeg skal have det sådan her resten af mit liv. Bange for, at jeg aldrig kommer til at kunne tage toget til København og besøge min bedste veninde.

Bange for, at jeg aldrig får et job - bange for, at jeg aldrig får den skide studenterhue, jeg har drømt om i SÅ mange år nu.
Bange for, at jeg aldrig bliver "mig" igen - den tøs jeg var, inden den lorte angst tog TOTALT over. 

Det er gået op for mig, i løbet af de sidste dage, hvor fucking lang vej jeg har endnu. Jeg skal sikkert nok komme derhen, men... jeg er bare.. træt, som sagt før. Og som søde Søren sagde, så er det sgu lidt som at få en spand koldt vand i hovedet, når det går op for en, hvor lang vej der er endnu.
 
Det hele er sgu lidt op ad bakke lige nu.

PTSD's a bitch.

Jeg hader det.

Jeg hader, at flashbacks'ne kommer, så snart jeg har det bare en smule skidt. Jeg hader, at jeg ikke kan stoppe dem. Jeg hader, at de giver mig kvalme, og får mig til at føle mig så beskidt.

Jeg hader, at jeg ikke kan glemme det - og jeg ved udmærket godt, at det ikke bare er sådan noget, man glemmer. 
Jeg hader, at jeg ikke tog imod hjælpen, første gang jeg fik den tilbudt. 

Jeg hader, at det har gjort mig "endnu" mere syg. Jeg hader at et menneske skal have den magt over mig. 

Jeg hader, at intet har været det samme siden - at JEG ikke har været den samme siden. 

Jeg hader, at jeg stadig tuder og ryster over det, når de der kære flashbacks tager over. Jeg hader, at jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med det - for ingen har lært mig det.

Jeg hader, at jeg ikke kan snakke om det. Jeg hader, at jeg er så god til at gemme det væk - lige indtil, det ikke er muligt længere.

Jeg hader juni.  

Det skal nok blive okay. Det ved jeg godt. JEG skal nok blive okay.

Men lige nu... føler jeg mig pænt lige gyldig. Også selvom, at jeg godt ved, at jeg ikke er det.

Hvis det står til mellem os, som det gør i mit hoved, så ville jeg ønske, at du ville melde klart ud.
Ville det gøre ondt? Ingen tvivl om det.
Ville det være lettere end dette? Absolut. 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv mere, når nogen nævner dig. Jeg burde være ligeglad. Jeg burde være kommet over det.

Det er jeg bare ikke - og som Mikkel siger, så får jeg ikke lov til at komme over det.

Det starter på ny, hver eneste gang jeg ser dig. Endda i versioner, jeg slet ikke kunne forestille mig.

Og jeg tror helt ærligt ikke, det er ond vilje fra din side, men jeg kan da ikke vide det. Jeg tror helt ærligt bare, at du er for dum til at kunne se det - se, hvad det gør ved mig. 

Men jeg er træt af det. Så inderligt træt af det. Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv i dag. Denne lorte dag, der kommer hvert. eneste. år.
Men i morgen er bedre - business as usual.

My heart can't possibly break,
When it wasn't even whole to start with.