"I met you now my world is so much bigger."

(Jeg vil godt lige starte ud med at undskylde for ENDNU et af disse indlæg - men tankerne, og ikke mindst følelserne, skal ud et eller andet sted.) 

Jeg tror nogle gange, jeg glemmer, bare en lille smule, hvor ufattelig heldig, jeg egentlig er - uanset hvor pishamrende irriterende, latterlig og lam, du egentlig er nogle gange. 

Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg "stadig" kan være så fucking forelsket i dig, at jeg slet ikke ser andet, når du står foran mig - granted, når du ikke hiver mig forbi en Matas, bare for at være provokerende. 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med al den kærlighed, når jeg igen sidder for mig selv i stuen, og du ikke er her. Jeg har det nogle gange som om, den overtager mig - uanset hvor fucking kliché og fesent det lyder. 

Lykke er også en finurlig størrelse, når man lige tænker over det et øjeblik, og det er, helt ærligt, en følelse, jeg ikke er vant til - men når du står og smiler til mig, mens du laver morgenmad, så er der intet bedre ord end "lykke", der kan beskrive, hvad der foregår i mig - selvom jeg altid er totalt basket, og jeg slet ikke ved, hvad der er op og ned - så er det som om, at det hele bare er, som det skal være.

Jeg har aldrig oplevet denne følelse af, at høre til, om jeg føler, når jeg ligger i dine arme, og du griner over en eller anden latterlig meme på Facebook. Og hold nu fucking kæft, hvor er det en rar følelse. 
Du er rar. Jeg elsker dig. Meget mere, end jeg nogle gange kan håndtere, i min 169 cm høje krop.

"When you touch me, it's like the very first time. 

I'm so lucky to say that you're mine.

I still get those stupid butterflies, 

But it's just what you do

- I'm loving everything you do." 

50 spørgsmål (Udfordret af Maria)

Jeg blev udfordret af søde Maria (find hendes blog her), så nu springer jeg ud i det. Wish me luck! 

1. Hvad har du på?
Sorte jeans, en sort top, en sort blazer (Jeg kan ikke lide sort, okay), én hvid sok og én sort (Og selvfølgelig undertøj, men jeg sparer jer lige for de detaljer).
2. Nogensinde været forelsket?

Nogle gange, jep. 

3. Haft et slemt brud?

Tjo, deeeeet... kan man vist kun sige.
4. Hvor høj er du?

Ca. 167, tror jeg nok.
5. Hvor meget vejer du?

Nu bliver jeg super nederen, but I'd rather not say.
6. Tattoos?

Jeg MAGTER ikke at nævne alle 17...... (18 om en uge - siger det bare)
7. Piercinger?

En ring i næsen.
8. OTP?

Glad for, at Maria lige skrev, hvad dette betød, lol.
Men... det... må blive Billie og Adrienne. Altid Billie og Adrienne.
9. Yndlings show?

Big Bang Theory. YOU'RE IN MY SPOT. 

10. Yndlings bands?

Green Day, All Time Low, Simple Plan & 5SOS.
11. Noget du savner?

Min bedstefar, as usual. Og Capper. As usual. Lol.
12. Yndlings sang?

Hmm... Pt. må det blive Kiss Me Like Nobody's Watching (Simple Plan).
13. Hvor gammel er du?

22.
14. Stjernetegn?

Vandmand. 

15. Kvalitet du leder efter i en partner?

Ærlighed og loyalitet - så skal alt andet nok ordne sig.
16. Yndlings quote?

"You're a minute of quiet in a loud shouting world."
17. Yndlings skuespiller?

Så for satan. Den var værre..... Hmm.... Depp, perhaps? NEJ, FUCK, SCRATCH THAT! OLDMAN, FFS. 

18. Yndlings farve?

Hvis I ikke kunne regne det ud efter mit første spørgsmål, så sort.
19. Høj eller blød/stille musik?

Synes, ligesom Maria, at det er mærkeligt formuleret, men høj, I guess????

20. Hvor tager du hen, når du er ked af det?
Hjem i min stue. Fred, musik og Tumblr, så bliver det hele, for det meste, lidt bedre.
21. Hvor lang tid tager dit bad?

15-20 minutter ca.
22. Hvor længe er du om at gøre dig klar om morgenen?

En time, ca. Men så er mit "full face" også på, bitcheeeees.
23. Været i en fysisk kamp?

Aldrig. 

24. Turn on?

Blå øjne og fregner. God dammit, I cannot.
25. Turn off?

Jeg hader virkelig at skulle sige det, men skaldede mænd. 

26. Grunden til at jeg kom på Blogspot?
Fordi jeg var træt af blog.dk. Lol. 

27. Frygt?
I cannot name them all.
28. Sidste gang du græd?

I går, da jeg gik hjem fra banegården. 

29. Sidste gang du sagde, du elskede nogen?
Enten i går eller tidligere i dag. Kan ikke lige huske det.
30. Betydningen bag dit blog-navn?

Jeg.... hedder Michelle???
31. Sidste bog du læste?

Læste de første kapitler af Hvis Jeg Bliver. Så opgav jeg.
32. Nuværende bog du læser?
Stjerneskælv - anbefalet af min søde lærer.  
33. Sidste show du så?

The Secret Life of The American Teenager. Meget underholdende, faktisk.
34. Sidste person du snakkede med?

Min momse.
35. Forholdet mellem dig og personen, du sidst skrev til?

Isabella... hun er fantastisk. Et af de bedste mennesker, nogen nogensinde kunne håbe på at have i deres liv.
36. Yndlings mad?

Pizza. Altid pizza.
37. Sted du vil besøge?

Londoooooon.
38. Sidste sted du var?

I byen for at købe konfirmationsgave til skattepige.
39. Har du et crush?

Det er vist en underdrivelse :p
40. Sidste gang du kyssede en?

I går.
41. Sidste gang du blev fornærmet?

I går. xD
42. Yndlings sliksmag?

Gule vingummier. YUM!
43. Hvilket instrument spiller du?

Intet længere. Ku', til nød, spille klaver tidligere, men jeg kan, for the life of me, ikke huske noget af det.
44. Yndlings smykke?

Ringe.
45. Sidste sport du spillede?

Fitness tæller ikke, kan jeg næsten gætte mig frem til.....
46. Sidste sang du sang?

Synger lige nu med på Everything Sucks (Simple Plan).
47. Yndlings chat-up linje?

"*Med en bajer i hånden* Heeeeeeeeeeeeyyyoooooooo!"
48. Har du nogensinde brugt den?

Duh.
49. Sidste gang du hang ud med nogen?

I går. Skat. <3 

50. Hvem skal svare på disse spørgsmål herefter?
Kender faktisk kun én, udover Maria, som har en blog, og hende vil jeg ikke belemre pt. Så... ingen! 

"But in the end if I'm with you, I'll take the chance"

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, den dag for 3 måneder og 8 dage siden, da vi ligesom blev enige - for det håber jeg, vi blev.

Jeg ved bare, at jeg ikke havde forventet dette - denne "all consuming" kærlighed, som jeg faktisk er i tvivl om, hvor vidt jeg nogensinde har prøvet før.
Jeg havde ikke forventet, at jeg stadig, efter 3 måneder, ville forsvinde ind i dine øjne, når du så på mig. Det havde jeg inderligt ikke. 
Jeg havde ikke forventet, at jeg ville få mere og mere brug for dig - jeg havde ikke forventet, at jeg ville få brug for dig på mine mørkeste aftener, og jeg havde ikke forventet, at du ville være så god til at være der... No offense, babe.
Jeg havde, og dette er svært at skrive uden at smile, heller ikke forventet, at du ville drive mig sådan til vanvid - for, for fucks sake, hvor kan du irritere mig, og det ved du også godt. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg irriterer dig lige så meget, som du irriterer mig. 

Måske, og nu bliver jeg en smule filosofisk, er det i virkeligheden dét, kærlighed er - to parter, der irriterer hinanden ud over alle fucking grænser, og alligevel vælger at blive sammen. 
Uanset, hvor mange ting, man skal "se igennem fingre med", hvor mange gange, man får hinanden til at skrige, og hvor mange gange, man tuder, så vælger man hinanden igen, både under og efter. 

Og helt ærligt.. så kan jeg ikke forestille mig, nogensinde, at vælge en anden end dig. 

Jeg er ikke stor fan af mit hoved i disse dage.

Det meste driller, og jeg er egentlig bare træt. Har det som om, jeg kunne sove i 30 år - selvom det nok ikke er muligt.

Usikkerheden har taget over igen, og jeg kan ikke rationalisere den - ikke, at jeg nogensinde har kunnet det, men for fanden satan i helvede, hvor er det træls. 
Jeg har en eller anden irrationel (håber jeg) idé om, at folk nok egentlig slet ikke kan lide mig, og jeg ved ikke, hvor det stammer fra... eller, det gør jeg nok, hvis jeg tænker mig om. 

Jeg er træt af at være syg - jeg er træt af, at det styrer det hele. Igen. Det gik ellers liiige så godt.. men hey, 3 måneder må vel også være længe nok at have det godt. Ej, undskyld. 

Jeg føler mig, igen, rimelig ambivalent - jeg vil vildt gerne lave et eller andet, men overskuddet er der bare ikke. Og så hjælper det heller ikke på det, at mine "elskede" mavesmerter er kommet tilbage, så jeg egentlig bare er ved at knække mig, fordi det gør så ondt, det meste af tiden. 

Jeg ved godt, at det kun har stået på i 5 dage, og jeg ved også godt, at det nok skal vende igen - I know, I know.
Men det ændrer bare ikke på, at jeg er møg træt af det hele lige nu. 

Og jeg undskylder inderligt for, hvis jeg bider af jer, kære venner, familie og Capper - det gør jeg virkelig. Det skal jo ikke gå ud over jer, det ved jeg godt, men... I er dem, der er tættest på, og kender mig bedst, så det kommer til at gå ud over jer.
Jeg prøver ikke at retfærdiggøre det, for det kan jeg ikke, men... ja. 

For fanden, hvor er det her et forvirrende indlæg... men hey, dem er jeg jo også mester i.  

15 år var slet ikke nok.

7 år er længe. 7 år er virkelig længe. Alt for længe, og jeg kan ikke overskue det.

Jeg kan ikke overskue, at det er 7 år siden, jeg har snakket med dig, set dig smile, og jeg kan SLET ikke overskue, at det er 7 år siden, der er nogen, der har omtalt mig som "Min bette piwe".

Det skal nok gå - det ved jeg godt. Jeg ved godt, at jeg bliver okay igen - på sigt. Jeg ved godt, at det bliver lettere igen - på sigt. Men, for fanden satan i helvede, kunne det ikke bare blive lettere nu? 

Jeg ved, igen, ikke, hvordan jeg skal komme ud af denne sorg og smerte. Jeg plejede jo at læne mig op ad dig i sådanne situationer - og selvom det er 7 år siden, jeg har kunnet det, har jeg ikke vænnet mig til det endnu. Vænner man sig nogensinde til, at mangle den, der var ens helt? Jeg har mine tvivl.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal "pakke" dette savn væk - jeg ved godt, at man skal give sig selv lov til at føle, at være ked af det og at græde, men det er fandeme svært, når man ikke har lyst til at være ked af det, savne og græde. 

Jeg har jo bare lyst til at have dig her - lige her, ved siden af mig, hvor du så tit sad, mens du kiggede på mig og smilede det der stolte smil, jeg savner så meget. 
Et smil, jeg tog så forgivet, fordi jeg vitterligt ikke troede, du nogensinde ville forlade mig - men det gjorde du. Ikke med din gode vilje, det ved jeg godt, men det gør ikke smerten mindre. 

Men jeg finder en måde at komme igennem det på - præcis som jeg gjorde for 7 år siden, da tæppet blev revet væk under mig. 
For jeg tror, selvom jeg ikke rigtigt tror på det (giver det her mening??), at du sidder og kigger ned på mig - stadig med det der stolte smil, og tænker "Det er min bette piwe!" - det er jeg nødt til at tro på, for ellers kan jeg slet ikke klare det her. 

Men jeg er stolt - jeg er stolt af at være dit barnebarn. Jeg er stolt af at have kendt dig. Jeg er stolt af, at du var stolt af mig, stort set lige meget hvad jeg gjorde. Jeg er stolt af, du elskede mig så højt, og jeg er stolt af, at jeg fik 15 år med dig - selvom det på ingen måde var nok. Jeg er stolt af dig, for du var den stærkeste mand, jeg har haft æren af at kende. 

Jeg takker dig, fra det inderste af mit lille, småknuste, hjerte - takker dig for kærligheden, inspirationen, grinene, krammene, omsorgen og, ikke mindst, de 15 år. Tak. 

"To have been loved so deeply,
Even though the person who loved us is gone,
will give us some protection forever." 

- J.K. Rowling.   

Ih, hvor jeg hader de her dage/aftener/nætter. 

De der førnævnte tidspunkter, hvor jeg bare har lyst til at gemme mig. Gemme mig under dynen og blive der, så længe det nu er muligt. 

Måske er det fordi, jeg er træt. Måske er det fordi, jeg har haft en lang dag (og ja - det er faktisk muligt, at have haft en lang dag, selvom andre måske ville mene, at man ikke har lavet noget).

Jeg ved ikke helt, hvad det er - men jeg ved, at jeg er møg usikker. Igen. Og jeg bliver aldrig venner med denne følelse. 

Men så igen - bliver NOGEN nogensinde venner med den følelse? Nok ikke. 

Jeg ved vitterligt ikke hvorfor, men ind i mellem slår det fucking hårdt, og så føler jeg mig så... ligegyldig, selvom jeg jo godt ved, at jeg ikke er det.

Det handler nok mest om, at jeg ikke føler, at jeg er nok. At jeg ikke føler, jeg slår til. Og hvordan FUCK kommer man af med den følelse? Jeg har endnu ikke fundet en metode, og jeg bliver altså snart 22, lol.

Men det er nok endnu en kamp mellem min hjerne og jeg, som jeg skal kæmpe meget længe - en kamp, jeg nok skal vinde, men derfor kan jeg satme godt blive træt alligevel. 

"And I don't really care if nobody else believes

'Cause I've still got a lot of fight left in me." 

Mig og min autistiske hjerne.

Jeg føler mig ambivalent i dag.

Jeg har en af de dage, hvor min autisme er min bedste ven og værste fjende - på en og samme tid. Allow me to explain.

Normalt er min autisme ikke som sådan noget, jeg tænker over - ikke fordi, jeg er vokset fra det, som mange nok vil tro, men fordi jeg har lært, hvordan jeg skal leve med det. Jeg har lært mine teknikker.
Jeg har lært, at jeg skal have min "strukturtavle". Jeg skal have mine påmindelser fra min Google Kalender. Jeg skal have planer, og jeg skal have forudsigelighed, og så går det. For det meste. 

Lige indtil, at det ikke gør.

Som i morges, da det gik op for mig, at jeg havde glemt mine briller, i min mors bil, af alle fucking steder. Det væltede det hele, og var nok til, at jeg slet ikke kunne fungere i skolen - selvom det nok også havde noget at gøre med den rungende hovedpine, jeg får, når jeg skal koncentrere mig, og jeg ikke har mine briller på. 

Jeg oplevede noget, jeg ikke har oplevet længe - nemlig det, at jeg ikke rigtigt var til stede. Jeg sad bare og kiggede, men vidste ikke helt, hvad/hvem fuck jeg kiggede på. 
Det freakede mig, needless to say, ret meget ud, og jeg ville egentlig helst bare hjem under min dyne. 
(Heldigvis har jeg verdens mest forstående og søde kontaktlærer, som sagde, at jeg skulle tage noget at spise - og endda senere kørte mig hjem.)

Hvor kommer det så, det der med, at min autisme også er min bedste ven? Jo, nu skal du høre.

Det kommer her - jeg er meget imponeret over min hjerne, og mig selv, tbh. I løbet af få minutter var jeg i stand til at virke "normal" (så normal, som jeg nu kan være, haha), fordi jeg har øvet det så. fucking. mange. gange - især som barn/teenager, dengang jeg syntes, det var pinligt at være autist. Pokerfjæset, som vi kalder det, var lynhurtigt på. 

Og var det så min autisme, der gjorde, at jeg kunne det? Ja, det skulle jeg mene - for jeg har altid været tvunget til, at skulle kunne virke normal i løbet af få minutter - med mindre det var et full blown meltdown, selvfølgelig. Der er sgu ikke noget at gøre der. 

Jeg har den "fordel", at jeg er en kvindelig autist, og det gør, har jeg hørt fra kloge hoveder, at jeg altid har haft "nemt" ved at efterligne andre. Og de andre børn vidste godt, at man ikke skulle virke for unormal, for så var der mobning i farvandet. Det lærte jeg også hurtigt. 

Jeg vrøvler. Igen. Jeg er træt. Utroligt, som et par manglende briller kan stresse og ødelægge en dag.