mandag den 3. oktober 2016

I'll love you the rest of my life.

Hvordan filan er det her muligt? Hvordan er det muligt, stadig at være så forelsket, efter 11 måneder??

Hvordan er det muligt, at jeg stadig forsvinder ind i de der blå øjne, med de der røv irriterende lange øjenvipper, når han smiler til mig?
Hvordan er det muligt, at intet gør mig mere rolig, end at høre ham grine?
Hvordan er det muligt, at jeg, som hader at blive vækket, ikke kan andet end smile, når han gør det ved at kysse mig på næsen... gentagende gange?


Hvorfor er det, at når jeg forestiller mig mine børn, så ser jeg dem med blå øjne, mørkt hår og fregner, hvor af jeg ejer INGEN af disse ting?
Hvorfor er det, at jeg har ændret ALLE mine planer for mit (vores nu.. hæh) bryllup, efter jeg mødte ham, fordi det eneste, der egentlig betyder noget, er, at det er ham, jeg skal bruge resten af mit liv med?
Hvorfor er jeg, self proclaimed scared as fuck of commitment, pludselig totalt committed, og ikke kunne forestille mig nogen anden - om så Alex Gaskarth pludselig stod foran mig??
Hvorfor er det, at alle steder føles som hjem med ham?

Og, hvorfor FUCK er det, at jeg finder stykker af ham i alle de sange, jeg altid har elsket? Hvorfor er det, at jeg aldrig ønsker, at weekenderne skal ende, selvom jeg er super introverted, og altid har haft brug for at være alene efter et par timer?

Hvordan... hvordan er han blevet min bedste ven og kæreste (forlovede.. har bare ikke vænnet mig til ordet endnu... Sorry!) i én pakke, med en fin, lille sort sløjfe om? 

Og hvorfor er det, at intet af det her giver mening, men samtidig har intet, nogensinde, givet mere mening?


"If the whole world was watching, I'd still dance with you."

tirsdag den 20. september 2016

Modløs.

Jeg hader de her aftener. 

De aftener, hvor alt virker lidt... pointless, af mangel på bedre ord, og hvor jeg bliver så voldsomt modløs.

De aftener, hvor stress, angst og depressive tanker overtager det hele, og jeg bare har lyst til at gemme mig under dynen den næste uge. 

Jeg føler lidt, at jeg fejler som menneske, hvis det på nogen måde giver mening, og jeg ved ikke helt hvorfor, eller hvordan jeg skal forklare det. 

Jeg tror, det hele munder ud i, at jeg ikke kan det, jeg gerne vil, fordi min hjerne besluttede sig for, for mange år siden, at hade mig, og bare ikke er holdt op med det igen - og tro mig, jeg har forsøgt at slutte fred. 

Jeg får hele tiden at vide, at jeg bliver nødt til at prioritere, og at jeg skal skrue ned for ambitionsniveauet, da jeg aldrig kommer til at kunne alt det, jeg gerne vil. 
Men for helvede, hvor er det svært.

For helvede, hvor er det svært at skulle acceptere - og jeg ved godt, at jeg har skrevet om dette før - at skulle acceptere, at jeg måske aldrig får et job, at jeg nok ender som førtidspensionist, når det overhovedet er en mulighed, og at jeg måske slet ikke får den HF hue, der har været min "gulerod" de sidste rigtig, rigtig mange år.

Og for helvede, hvor er det svært at skrue ned for ambitionsniveauet - det kan min autistiske hjerne slet ikke forstå, hvordan man gør, og jeg er totalt på Herrens mark.

Jeg ved godt, jeg kan en del mere nu, end jeg kunne for to år siden - I know, I'm aware. Men det rykker desværre ikke på, at jeg stadig ikke kan det, jeg gerne vil.

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, hvor fedt det egentlig må være, at have et job - noget, jeg aldrig har haft. 
Ikke så meget som en avisrute kunne jeg have mere end én enkelt onsdag, da det simpelthen var for meget for mit hoved. 

Jeg ved, igen, ikke, hvor jeg vil hen med det her..... 

mandag den 19. september 2016

Et åbent brev til den person, man ikke kan betale tilbage.

Det er sjovt - der er bare nogle mennesker, man ved, man aldrig kan betale tilbage - for alt det, de har gjort for én, alt det, de har givet én, alt det, de har lært én. 

Jeg har nogle stykker af de mennesker, don't get me wrong, men... der er bare én, jeg aldrig nogenfuckingsinde kommer til at give så meget, som hun har givet mig - min elskede mor. 

Jer, der kender mig, ved, at jeg har haft, og stadig har, en bumpy ride her i livet.

Min mor er den eneste, der aldrig har opgivet mig - på trods af et hoved, der i mange år forsøgte på at tage livet af mig, en masse psykiatere, psykologer, en helvedes masse medicin, for mange tilbagefald, og en årelang destruktiv måde at leve livet på, så har hun aldrig opgivet mig.

Jeg er, uden tvivl, min mors største fan. Jeg er overbevist om, at hvis mor ikke er svaret, så har jeg stillet det forkerte spørgsmål. Der er ingen i denne verden, jeg beundrer mere - og det siger en del, hvis man ved, hvor meget jeg beundrer Billie Joe. 

Min mor er det stærkeste, smukkeste og mest fantastiske menneske på denne jord, og jeg er så evigt taknemmelig for, at hun aldrig "bare" er smuttet fra mig. 
Jeg forstår ikke, hvor den kvinde får sin styrke fra, for, for satan, hvor har jeg "tvunget" hende igennem meget - selvom det, naturligvis, aldrig var min mening, så har jeg vist været lidt en møgunge.

Og det er sgu lidt svært, når ens mor fortjener en fucking ø, og man har råd til et stearinlys fra Brugsen - på en god dag. 

Jeg er lidt sentimental lige nu, jeg ved det godt, men - mor, hvis du læser det her; jeg elsker dig. Tak. Uendelige mange gange tak. 
Jeg ved godt, musik ikke er din foretrukne ting her i livet, men denne sang beskriver det bedst; 



Ingen over - alle under.

søndag den 11. september 2016

If you like it, then you should put a ring on it.

Det hele er meget surrealistisk i dag, og min forelskede hjerne ved slet ikke, hvad den skal stille op med sig selv. 

Jeg tror aldrig, jeg har været så glad. Jeg skal bruge resten af mit liv med ham, jeg ikke kan forestille mig mit liv uden. Like... is this what dreams are made of?
 
Jeg kan slet ikke forstå det, det hele er meget mærkeligt... Ham, der føles som "hjem", ham skal jeg hænge ud med - resten af mit fucking liv. 
Ham, der altid kan få mig til at grine, når paranoiaen og angsten har taget over, og jeg slet ikke kan huske, hvordan man smiler længere.
Ham, der gør en tur i supermarkedet til et fucking eventyr, selvom man egentlig bare skal hente mælk.
Ham, der kan gøre alt til en fest - selv det, at se Harry Potter, ryge smøger og drikke Pepsi Max.
Ham, der gør, at jeg pludselig ikke føler mig alene længere.
Ham, man slet ikke behøver lave noget med, for man er totalt komfortabel med at sidde sammen i stilheden, og grine af dumme videoer på Facebook, selvom man slet ikke ser den samme video. 

I don't even know what the fuck is going on - jeg er nogens forlovede. Holy shit. 

lørdag den 20. august 2016

Skuffelse part mange

Dette bliver rodet - så er vi tilbage ved det gamle, haha.

Jeg synes, det er utroligt, at det samme menneske kan blive ved med at skuffe mig, stadig, efter så fucking mange år. 

Hver gang på nye måder, jeg ikke havde set komme, som hr. Tang ville formulere det - og han har ret.
Jeg bliver lige chokeret hver gang, og tænker "Ooookay... Sådan kan man vel også opføre sig.. I guess???"

Jeg har egentlig ikke, længere, en eller anden mærkelig idé om, at duden ændrer sig - for det gør han ikke - men det her er noget rod, jeg hader det, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.
For, ærlig talt, hver gang, han gør det her, så slår det mig ud i flere dage, og jeg begynder at tvivle på, om det hele måske endda er min skyld, selvom alle siger, at det ikke er det.

Måske lægger jeg noget i det, jeg ikke skal (det håber jeg, tbh), og måske er jeg "over-sensitive" (det sidste er meget muligt), men, for helvede, hvor gør det ondt - stadig, hver. eneste. gang. 

Jeg er egentlig, langt hen af vejen, blevet "ligeglad" med ham, og jeg kan have dage, endda flere i streg, hvor han ikke strejfer min hjerne - men så gør han noget, der er så småt som ikke at returnere et telefonopkald, og så bliver jeg bare. så. træt. Mest fordi, han, igen, gør noget, der involverer ikke at overholde et løfte, han har givet gentagende gange.
- og jeg bliver vred, ikke at forglemme. Vred, skuffet, ked af det, og får den der "Nå, jeg ER åbenbart worthless"-tanke, som egentlig bare gerne måtte fucke helt af. Like... for good.

For jeg ved jo godt, at jeg ikke er worthless - jeg ved jo godt, at alt det her ikke er min skyld, og jeg ved jo godt, at jeg er okay, som jeg er. Jeg ville bare så gerne finde forklaringen... Det er bare ikke altid så lige til med de der kære forklaringer.

"Don't make excuses for nasty people.
You can't put a flower in an asshole and call it a vase."  

mandag den 15. august 2016

Hej, jeg hedder Michelle.

Hej. 

Jeg hedder Michelle - hvis du spørger mine venner, hedder jeg, langt hen af vejen, Sjelle. Og Sjelle er glad - Sjelle er sjov, Sjelle er latterlig, og Sjelle er, når man giver hende et par minutter, god nok.

Lige nu er Sjelle pakket godt væk - for sådan her ser jeg ud, når jeg er Michelle, og jeg er allermest mig selv - nemlig, når paranoiaen overtager det hele, jeg ikke gemmer noget for nogen, og jeg ryster så meget, at jeg slet ikke kan tage et "ordentligt" selfie - og så står det skidt til.



Når jeg ikke længere tror på det gode i ret mange mennesker, og jeg er overbevist om, at ingen kan lide mig - når det hele er så fucking skræmmende, og jeg er så mistroisk, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal stille op med mig selv.

Paranoiaen er noget, jeg har levet med, så længe jeg kan huske - jeg ved slet ikke, hvem jeg ville være, hvis jeg på ingen måde var paranoid, og jeg ingen vrangforestillinger havde - et helt andet menneske, måske, who knows.

(Jeg skriver ikke dette indlæg for at skræmme nogen - men i et forsøg på at få det fucking tabu væk, der stadig er omkring psykiske sygdomme.)

Jeg er mange ting - jeg er en kvinde, jeg er 22 år gammel, jeg er nogens søster, nogens datter, nogens ven, og nogens kæreste - og jeg har mange flere titler.
Jeg er en bogorm - jeg kan snakke om Harry Potter i flere timer, selv når folk ikke gider høre på mig. Jeg er Green Day fan, så det sparker røv, og jeg elsker tatoveringer. 

Derudover er jeg også psykisk syg - jeg har en paranoid psykose, op til flere angstlidelser, og for lige at toppe det hele ordentligt af, har jeg også min autisme diagnose.
Men... gør det mig til et dårligere menneske, at jeg har levet på kontanthjælp, siden den dag jeg fyldte 18? At jeg har været på medicin, siden jeg var 14? At jeg er gået fra en størrelse 34 til en størrelse 44, fordi min medicin fucker med min vægt/sult? At jeg aldrig har haft et arbejde, eller at jeg "ikke engang" har færdiggjort folkeskolen? Ikke hvis du spørger mig - og forhåbentligt heller ikke, hvis jeg spørger dig.

Jeg kæmper, hver eneste dag, en kamp mod mit hoved - en kamp, hvor jeg, tit, ikke ved, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Jeg kæmper, meget tit, mod den tanke, der siger mig, at folk faktisk slet ikke kan lide mig - for min fornuft ved godt, at det er løgn, og at der er folk, der godt kan lide mig. Ikke alle, men det har jeg bestemt heller ikke behov for. 

En kamp jeg egentlig, hvis jeg selv skal sige det, klarer rimelig godt - for det meste. De fleste dage kan jeg komme igennem uden tårer. De fleste kan jeg grine, så jeg får ondt i maven, endda flere gange på én dag. 

Og så kommer disse dage. Men... jeg går ud fra, at det hele gør mig, til, well, mig. 

lørdag den 6. august 2016

Liar, liar, pants on fire....

(Jeg undskylder for umodenheden i titlen - fandt den bare lidt morsom.)

Jeg er træt af folk, der lyver om mig - decideret fucking fed up.

Jeg er træt af folk, der skal få sig selv til at lyde "hårdere", på min bekostning - jeg er træt af at høre, at jeg har været i seng med den, og den, og den, og jeg er træt af, at jeg bliver træt af det. 

Jeg er, dog, endnu mere træt af folk, der lyver om mig, for at redde deres egen røv - for, måske, at få dem til at lyde som et bedre menneske, end de egentlig er.

Jeg er træt af, at folk, der ikke kender mig, der endda aldrig har mødt mig, vælger at lyve om mig til mine nærmeste.

Og, og, og... jeg er aller-fucking-mest træt af folk, der forsvarer de kære løgnere - eller endda anklager mig, for at være løgneren.  

Måske er det fordi, jeg er opdraget med, at man ikke lyver - nogensinde. Måske er det fordi, det ligger så dybt i min personlighed, at jeg aldrig selv kunne finde på at lyve om nogen - og jeg tror faktisk aldrig, at jeg har gjort det. 

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg er træt af denne lorte situation, og det skulle ud på bloggis. I apologise.