Åben/Lukket..

Jeg får tit at vide, at jeg er meget åben. Men samtidig får jeg smidt i hovedet, at jeg er meget lukket, og ikke lukker folk ind. Så jeg er blevet enig med mig selv om, at det fungerer sådan her!

Jeg er åben omkring mange ting. Om mine meninger, om mine fejl omkring drenge, hvor mange jeg har haft sex med, at jeg har været utro osv. Men samtidig snakker jeg aldrig om min barndom. Der gik 2-3 måneder inden jeg fortalte min kæreste bare lidt om min barndom. Jeg hader at snakke om det, og hvis jeg først fortæller om det til folk, så stoler jeg på dem. 

Jeg er også meget åben omkring mine fejl. Jeg ved sgu godt, når jeg har fucked up. Jeg ved blandt andet godt, at jeg var en kæmpe bitch overfor Mikkel og Tanja, og jeg ærgrer mig stadig over det i dag. 

Og lad mig endelig svare på dette spørgsmål én gang for alle - nej, jeg fortryder ikke, at jeg var utro. Overhovedet. Men jeg fortryder fandeme hvem, det var med. Eller.. den ene. Hahaha, slut much? Anyway. Jeg skal ikke forsvare det, men hvis I vidste, hvad min daværende kæreste udsatte mig for, ville I nok forstå mere. Men den må I tage med mig privat, hvis det er. 

Utroskab.

Jeg så lige en tøs på... arto, tror jeg faktisk, det var, der skrev, at hendes kæreste ikke måtte være hende utro. Der kom jeg lidt til at tænke...


Jeg ser sådan her på det - hvis min kæreste ville være sammen med en anden, fair nok. Knald du bare dem, du vil. Han skal bare ikke forvente, jeg står og venter, når han er færdig. Så er jeg looong gone, for det finder jeg mig ikke i. Men jeg vil ved Gud ikke sige til ham, at han ikke må. Han skal være sammen med mig af fri vilje, og vælge mig. Vælge at sige nej til pigerne, ikke fordi jeg siger, han ikke må. 

Over and out. 

Oh the irony..

Kom lige til at tænke på en bestemt person, og jeg blev lidt pissed. Så det skal ud her, så det ikke går ud over mine venner.


Jeg kan ikke lade være med at grine, når du siger, at jeg har misforstået definitionen af "at elske". For det er jo åbenbart helt normalt, at jeg, i følge dig selv, var den første pige, du nogensinde havde elsket, men 2 uger efter du droppede mig, elskede du en anden. Hmm.. I don't get it. Det havde taget dig 18 år at elske, men 2 uger at komme over den første "kærlighed"? (Your words, not mine.) 


Jeg kan godt se, at jeg har misforstået det. Makes perfect sense ( :

This is the new shit.

Det føles mærkeligt at sidde her som 17-årig.


Jeg havde aldrig regnet med at blive 14. Nu sidder jeg her, godt nok ret syg, men stadig glad, optimistisk og med en fremtid foran mig. Det er godt nok længe siden, jeg har haft det. Altså, en fremtid, der rent faktisk gav mening og var interessant. 


Well... this is the new shit. 

R.I.P...

Det føles virkelig mærkeligt at sidde og kigge på datoen.. vide, at det nu er to år siden, du blev revet væk fra mig. At hele min verden, endnu engang, ramlede om ørerne på mig. Men denne gang var værst - for du var der ikke til at støtte mig. Til at holde om mig, til at sige, at det nok skulle gå, og ellers åd vi bare nogle kiks, for uden mad og drikke duer helten ikke!


Jeg hader, at jeg aldrig kan se dig igen. Jeg kan aldrig høre dig fortælle skræmmende historier, bakke mig op, når ingen andre gør det, jeg kan ikke engang få et eneste kram mere.


Det sidste du sagde til mig var, at du nok skulle blive rask igen. At du snart ville få det fint, og jeg ikke skulle bekymre mig. Så smilte du til mig, og jeg gik ud af rummet, forventede at du snart stod udenfor døren og smilte igen. 


Jeg kan stadig huske mors ansigtsudtryk, da farmor ringede og fortalte det. Og da hun kom ind, meget stille, satte poserne på bordet og sagde ordene "Jeg tør næsten ikke fortælle dig det her...". Jeg troede, der var tilbud på cd'er or something, og gav mig til at grine. Det holdt jeg ret hurtigt op med.


Jeg er ikke stoppet med at ryste siden den dag. Jeg har stadig problemer med trapper. Jeg har endda problemer med at være i farmors hus. Dit værksted, det kan jeg slet ikke. Jeg har heller ikke sat mig ind i hendes bil siden. Jeg tror ikke, jeg kan..


Du var alt. Min bedste ven, min far, mit forbillede og min beskytter. Der går ikke en eneste dag, hvor jeg ikke mangler dig. Men jeg håber, fra det inderste af mit hjerte, at du har det bedre. Du fortjener intet mindre end det bedste.


Jens Peder Nielsen, 15. oktober 1922 - 16. januar 2009. <3

Børn nu til dags.

Jeg kan ikke lade være med at smågrine, når jeg ser "unge mennesker" på de der 13-14 år skrive, at de har haft sex med så og så mange. Da jeg var 14, havde jeg ikke engang kysset en dreng. 


Det er ligesom om, det hele skal gå hurtigere og hurtigere. Hvorfor? Vi lever længere og længere, ergo, vi har mere tid til at nå det hele. Jeg har endda, og jeg sværger, set en pige på 14 skrive, at hun har haft sex med flere end mig. Jamen herre gud da, hvorfor?


Jeg kan huske, jeg syntes, mine veninder havde travlt, og de småmobbede mig med, at jeg var så sent ude. Men det her sætter det ligesom i perspektiv. 


Hvad er pointen i at have sex som 13 årig? Er der nogen grund til at tage den sidste del af barndommen væk? Lad nu være med at have så travlt, du skal nok nå det. 


- ved godt, dette er hyklerisk i forhold til et tidligere indlæg, hvor jeg ikke ville udsætte tatoveringer osv. Men det er her bare noget andet, hvis man spørger mig. Og guess what?
Det er min blog :3 

The past..

Mens jeg sidder her med en smøg og hører Dead By April, bliver jeg ligesom overvældet af fortiden.

- som min kæreste ville sige, igen.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på især én speciel dreng fra min fortid, som satte sine spor.

Misforstå mig ikke, jeg savner ikke en eneste del af ham, og jeg ønsker ikke ligefrem at se ham igen, men alligevel er det som om, han stadig er en del af mig. 

Nå, jeg blev nok bare mindet om det pga datoen. 

- Michelle, over and out.