I've been playing all the songs you hated, I called a boy I almost dated. He's not the one, but I'm having fun. 

And I'm better off without you, and I think it's what I want.

Even if it takes forever, I'll get my shit together. I've been doing be so much better, I'm getting over you.

Update.

Jeg ved ikke, hvad dette er en update på, men en update er det! 

Jeg har, for første gang i flere uger, en dag, hvor jeg er glad. Rigtig glad, ikke bare sådan "glad i 5 minutter, og så forsvinder smilet igen", men hvor jeg danser, synger og hygger med mig selv. (Ikke misforstå)

Jeg har været utrolig apatisk de sidste par uger, intet har rørt mig. Det har på en måde været rart, men det har også været mærkeligt at være, næsten, uden følelser. Jeg har ikke grædt, jeg har ikke grint, med mindre jeg var hos Mikkel, eller noget i den stil. Jeg har bare... været. Siddet og gloet, læst en bog, spist noget mad, og sovet. Ikke engang træning kunne jeg tage mig sammen til, og så er det slemt, for det er det bedste, jeg ved - lige efter at spise...

Mine yndlingsbukser er blevet for store - hvilket selvfølgelig er en smule træls, men hvor er jeg glad for det, for det må jo betyde, at jeg taber mig. De er begyndt at falde ned, og de er blevet lidt for store omkring lårene, så det er rigtig dejligt! Kommer godt nok til at savne dem, men sådan er det, lol. Vil hellere tabe mig end at kunne bruge bukserne!

Det var sådan set, hvad jeg havde at sige... ok, hej! 

Tingene bliver aldrig det samme mellem os, og det ved jeg godt. Jeg ønsker det heller ikke, for hold kæft hvor var det dysfunktielt. 

Men ind i mellem tager jeg mig selv i at drømme mig tilbage til dengang - dengang for over 2 år siden, hvor du påstod, at jeg var din verden, hvor du sagde, at du elskede mig, og hvor jeg troede dig. 

Hvor du betød alt for mig, for du var så meget mere end en "flirt". Du var alt. Du betød intet mindre end alt for mig, og du gjorde det i lang tid. 
Jeg smiler stadig, når du skriver til mig - bare at vide, at du har tænkt på mig, lige gyldigt årsagen, bare at vide, at jeg var i din hjerne, at du fik lyst til at skrive til mig, det er nok. 

For jeg vil så gerne tro, at jeg betød noget for dig. At jeg ikke bare var tidsfordriv. For du har trods alt holdt dit løfte - du har aldrig forladt mig. Du har altid været der, når jeg havde allermest brug for dig. 

Du kan opbygge og ødelægge min selvtillid som ingen andre har kunnet, og jeg ved ikke hvorfor, du har den evne. Det er nok bare dig. 

Jeg vil altid have et "soft-spot" for dig, det har tiden vist. Og sandheden er, at hvis du en dag vælger at komme tilbage til mig, så står jeg nok og venter på dig. Trods alt det, der er sket.

"Dedicated to the one I'll always love, the one who really messed me up."  

"Time passes. Even when it seems impossible. Even when each tick of the second hand aches like the pulse of blood behind a bruise. It passes unevenly, in strange lurches and dragging lulls, but passes it does. Even for me."

- Chapter 4, New Moon.

Jeg er så træt af, at de kendte får credit for alt muligt, som de egentlig ikke burde få det for.

F.eks det faktum, at Nick Jonas (fra Jonas Brothers, lol) får så meget credit, fordi han har sukkersyge, men alligevel lever et "normalt" liv. Han er jo en helt!!!
Men jeg kan ikke lade være med at tænke - hvorfor får min mor ikke det? Hun har haft det i 20+ år, længere end Nick har været i live, og hun har lige klaret en skilsmisse, opfostret en autistisk datter alene, og har taget alt den tæsk, livet har givet hende, ovenpå, hvor Nick "bare" er famous. Det er jo latterligt, han er jo ikke en helt.

Eller at Demi Lovato har klaret en spiseforstyrrelse og Bipolar. (Jeg er kæmpe Demi fan, men det irriterer mig alligevel)
Jeg kender en masse piger, der har klaret mere end hende. Hell, jeg har boet sammen med en, som fandeme burde få en fucking præmie for det, hun har klaret gennem sit liv. (Jeg håber, du fatter hentydningen, Linda <3) 
Jeg har selv været igennem stort set det samme som Demi, og det er da rigtigt, at det er skide hårdt, og det kommer da også til udtryk på min blog. Men jeg er bare så træt af, at de er fucking helte, fordi de har overlevet det, tusindvis af mennesker står overfor hver dag, og de fleste, heldigvis, overlever. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de skal have mere credit end "almindelige" mennesker, bare fordi de er kendte, og det driver mig til vanvid.


Hvorfor skal vi gøre dem til "overmennesker", bare fordi de er kendte? De er jo ikke bedre end os andre. 

If you ask me how I'm doing, I would say I'm doing just fine.

I would lie and say that you're not on my mind.

But I go out and I sit down at a table set for two - and finally I'm forced to face the truth, no matter what I say I'm not over you.

Damn, damn boy, you do it well, and I thought you were innocent.
Took this heart and put it through hell, but still you're magnificent.
I, I'm a boomerang, doesn't matter how you throw me, I turn around and I'm back in the game.
Even better than the old me - but I'm not even close without you.